15. december 2010 - Danmarks Autoromobilforhandler Forening

Årgang er ikke byggeår
Pas på: En årgang 2007-bil kan helt lovligt være fra 2005.

Vil man være sikker på, der er partikelfilter på en bil, må man om nødvendigt tjekke det.
DAF.dk / Bilpriser.dk
Årgang er ikke byggeår
En bilist har den 13. december i Østre Landret fået 10.000 kr. i prisafslag efter et bilkøb, fordi forhandleren ikke oplyste ham om, at hans BMW manglede partikelfilter. Det troede køberen, idet bilen var årgang 2007. Og i årgang 2007 var partikelfilter på den pågældende model nemlig standard. Bilen var imidlertid blevet bygget i 2005, og da var partikelfilter ikke standard.

Vil anke sagen til Højesteret
Den spegede sag, som Motormagasinet, FDM og automobilforhandlernes organisation DAF fortæller om på deres hjemmesider, var rejst med støtte fra Forenede Danske Motorejere, FDM, og kravet var på 30.000 kr. Bilisten forsøgte nemlig også at overbevise retten om, at han var blevet snydt, fordi bilen ikke var bygget i 2007, men i 2005. Både Østre og Vestre Landsret har imidlertid i nye domme afgjort, at det er kutyme i bilbranchen, at årgang betyder første indregistreringsår. Og denne bil var altså først blevet indregistreret i 2007. I den anden sag fra Vestre Landsret drejede det sig om en Honda, årgang 2000. Den var bygget i 1998.
FDM overvejer nu at søge om tilladelse til at anke sagen om BMW'en til Højesteret, da man ikke kan få monteret et originalt partikelfilter til BMW'en for 10.000 kr. Det koster mellem 15.000 og 20.000 kr., mener FDM.
”Vi mener, det er så principielt et spørgsmål, at vi nu går videre med sagen. Det handler om, at forbrugerne skal have rent besked om den bil de køber, herunder hvornår den er rullet af båndet hos producenten,” siger leder af FDMs juridiske afdeling, Per Alkestrup, FDM.

Ikke pligt til at oplyse produktionsår - udstyr skal beskrives korrekt
Østre Landsret besluttede at dele sagen i to dele:
"Landsretten lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke eksisterer en generel pligt til at oplyse produktionsåret på en bil, selv om dette måtte være forskelligt fra indregistreringsåret. Landsretten skærper dog forhandlernes pligt til at undersøge en brugt bils udstyrsniveau, idet retten udtaler, at forhandleren burde have vidst, at en ældre produktionsdato indebar et anderledes udstyrsniveau, end en tilsvarende model produceret i indregistreringsåret", oplyser DAF.dk.
Bilforhandlere skal med andre ord være opmærksomme på, "at der kan foreligge en mangel efter købeloven, hvis en brugt bil er produceret et eller flere år før den er registreret første gang og derfor ikke er født med udstyr, som senere producerede modeller leveres med som standard", tilføjer DAF.dk.