22. januar 2011 - Volkswagen

Forærer 5 VW-biler væk
VW Danmark donerer en Polo, Golf, Jetta, Passat og Touran til Afrika-indsamling.

Man kan vinde en spritny Touran eller en anden VW ved at deltage i Danmarks Indsamling 2011.
Volkswagen
Forærer 5 VW-biler væk
Når Danmarks Indsamling 2011 ruller over skærmen lørdag aften, er det igen med Volkswagen som en af hovedstøtterne. Volkswagen har igen i år valgt at støtte indsamlingen med 5 nye biler: en Polo, en Golf, en Touran, en Passat og den helt nye Jetta. Alle 5 biler har BlueMotion-mærket på bagklappen. Dvs, at de er udstyret med brændstofbesparende teknologi.
 I år samler Danmarks Indsamlingen ind til  "Det nye Afrika", dvs. de unge på det afrikanske kontinent syd for Sahara. Det er der mange gode grunde til. Ikke mindst, at det er de unge, der er rygraden for fremtidens Afrika.

Redder ikke verden, men...
"Hos Volkswagen ved vi godt, at vi ikke redder verden ved at forære 5 biler væk. Men vi ved også, at netop bilerne er noget af det, der trækker allermest opmærksomhed og dermed også donationer til Danmarks Indsamling. Derfor synes vi, at vi er med til at gøre en lille forskel", udtaler Volkswagen Personbilers Direktør Ulrik Schönemann om mærkets engagement i Danmarks Indsamling 2011.
5 heldige danskere kan se frem til at vinde en helt ny Volkswagen. De 12 humanitære organisationer bag showet, kan se frem til midler til at udføre nogle konkrete projekter og dermed skabe en bedre fremtid for rigtig mange unge i Afrika.

Vind med P3 og P4
Lyttere af P3 og P4 kan allerede nu donere 150 kr. til Danmarks Indsamling 2011 og dermed få et lod i konkurrencen om en ny Volkswagen. De 2 stationer har henholdsvis deres "egen" Touran og Jetta, som de ved at udlodde håber vil generere en del penge til Danmarks Indsamling. Bilerne bliver udloddet live under Danmarks Indsamling-showet lørdag aften på DR1.
Under selve Danmarks Indsamling-showet, kan man også vinde de 3 øvrige biler.  Volkswagen sætter en Polo og en Golf samt de helt nye modeller Jetta, Passat og Touran på højkant. Det koster 150 kr. at deltage og pengene går til en af de i alt 12 humanitære organisationer, der står bag Danmarks Indsamling 2011.

Ring 90 56 50 90, så deltager du i lodtrækningen om den helt nye Volkswagen Jetta, der udloddes på P3

Ring 90 56 50 70, så kan du vinde P4s Touran, samtidig støtter du indsamlingen med 150 kr.

Danmarks Indsamling 2011 kan opleves på DR1 lørdag d. 29. januar fra kl. 19.00, med bl.a. The Streets der giver koncert og brødrene Price, der står for et stort folkekøkken. Det hele præsenteres af værterne Puk Elgaard og Felix Smith.
Se mere om Danmarks Indsamling 2011 på: http://www.dr.dk/Danmarksindsamling