29. marts 2011 - FDM

Koldstart for elbiler
Første generation lever ikke op til forventningerne.

Mitsubishis nye elbil Imiev havde i praksis svært ved at hamle op med de to moderne benzin- og dieselbiler.
FDM

FDMs første praktiske test af de nye elbiler viser, at de langt fra er så energieffektive og miljøvenlige som lovet. Faktisk har de i vintervejr svært ved at hamle op med moderne benzin- og dieselbiler, skriver Motor. FDM forventer mere af elbilerne i fremtiden.

Elbiler lever ikke op til forventningerne
Ingen motorstøj, ingen CO2 udledning og ingen lokal partikelforurening. Både producenter og politikere har de seneste år lovprist elbiler. FDMs første store test af de nye elbiler – de identiske Mitsubishi Imiev, Peugeot iOn og Citroën C-Zero - viser imidlertid og noget overraskende, at de hverken økonomisk eller miljømæssigt kan hamle op med moderne benzin- og dieselbiler.
 
”Der er de seneste år blevet talt og skrevet meget om elbiler. Derfor har vi i FDM glædet os til at teste, hvordan de så virker i det daglige. Køreoplevelsen var ganske vist i top, men de kørte ikke så langt i vintervejret, fordi de havde et markant højere energiforbrug end forudset,” siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Første generation ikke klar til det danske klima
Tager man udgangspunkt i det energiforbrug, FDM målte under testen og det gennemsnitlige CO2udslip som elselskaberne har pr. produceret kwh, har FDM beregnet CO2 udslippet for Imiev’en til at være 115 g/km. Til sammenligning udledte to diesel- og benzinbiler, VW Polo Bluemotion og Peugeot 107, som Motor også har testet henholdsvis 103 g/km og 109 g/km i praktisk kørsel. Samtidig var elbilerne op til 11 øre dyrere i drift end de diesel- og benzinbiler, som de blev testet mod. Det skal understreges, at resultaterne for elbilerne må forventes at være bedre i sommerhalvåret.
 
”Der er ingen tvivl om, at elbilerne har fremtiden foran sig, og man skal også huske på, at elbilerne i testen her, er førstegenerations elbiler testet under vinterforhold. Når det er sagt, viser testen dog også, at elbiler på en lang række punkter har langt igen særligt i forhold til det danske klima. Da vi testede bilerne i februar, havde de svært ved at varme kabinen op. Og selvom vi både var iklædt lange ’underhylere’, varmt overtøj og halstørklæde, frøs vi stadig,” siger Søren W. Rasmussen.

I Motors aprilnummer er der flere beregninger fra testen.