29. juli 2011 - FDM

Renault Twingo friskes op
Tvivl om sikkerheden.

Den nye Twingo kommer til efteråret.
FDM

Twingo lanceres til efteråret i en faceliftet udgave. Indtil videre giver Renault ingen oplysninger om eventuelle tekniske ændringer.
 
Usikkerhed om andre ændringer
Netop fordi der er tale om en ansigtsløftet model, folder det nye design sig ikke helt ud, men fronten er helt på linje med den nye stil, der tager udgangspunkt i logoet i kæmpestørrelse.

Indtil videre giver Renault ingen oplysninger om eventuelle tekniske ændringer. Dermed er det uklart, om Renault-fabrikkerne eller den danske importør benytter faceliftet til at gøre antiudskridningssystemet ESC til standard. Twingo har den tvivlsomme ære af at være reelt eneste personbil i Danmark, der sælges fra ny uden det vigtige sikkerhedsudstyr som standard.

Er du interesseret i en brugt Renault Twingo? Find den her.

Twingo til salg til efteråret
Twingo får premiere på biludstillingen i Frankfurt til september og kommer til salg kort efter.  

Næste år kommer både en ny mini-elbil, Zoe (sommer), og en ny generation Clio (efterår), hvor det nye design er indarbejdet fra begyndelsen.

Twingo, der har fire år på bagen, bliver afløst i 2013, eventuelt i 2014, af en helt ny model, der udvikles sammen med Daimlers lille Smart-mærke.