9. august 2011 - Better Place

Fyld gratis strøm på elbilen
Gratis strøm til elbilen indtil 1. okt. fra Better Place.

Better Place tilbyder gratis strøm til din elbil frem til 1. oktober 2011.

Better Place
100 landsdækkende standere
Hvis du har en nyere elbil, så har Better Place et tilbud, som er svært at sige nej til. Frem til den 1. oktober 2011 kan du nemlig tanke strøm kvit og frit fra en af selskabets mange ladestandere.
Better Place er ved at udrulle en landsdækkende infrastruktur til elbiler og har allerede knap 100 ladestandere i det offentlige rum, og der kommer flere til næsten dagligt. Samtidig opføres et landsdækkende netværk af batteriskiftestationer, som gør det muligt at skifte batteriet i elbilen på mindre end fem minutter.

Kommerciel løsning til oktober
Better Place-løsningen lanceres kommercielt til efteråret, og indtil da får elbilister i hele landet mulighed for at opleve den fleksibilitet, der er i at have adgang til opladning i det offentlige rum:
”Rækkevidden har jo indtil nu været en af elbilens store udfordringer, men med ladestanderne er det nu muligt at få strøm på elbilen, mens man for eksempel handler eller er i biografen”, fortæller Torben Andersen, Salgs- og marketingdirektør i Better Place.

Renault lancerer i løbet af efteråret verdens første elbil med udskifteligt batteri, som kan skifte batteriet på en af de mange batteriskiftestationer Better Place er ved at opføre langs det danske motorvejsnet. Batteriskiftestationerne, som i udseende minder lidt om en vaskehal, gør det muligt helt automatisk at få skiftet batteriet på mindre end fem minutter, mens føreren bliver siddende i bilen. Batteriskiftestationerne gør det dermed muligt at køre i hele landet og gør elbilen til et reelt alternativ til benzin- og dieseldrevne biler. Samtidig vil totalomkostningerne blive billigere sammenlignet med en tilsvarende benzin- eller dieselbil.

”Der har været lidt ”hønen og ægget” omkring elbilerne. Uden elbiler er der ikke blevet lavet en infrastruktur, og uden infrastrukturen er elbilerne ikke blevet udbredt i stor skala. Nu bygger vi den infrastruktur, som gør det let og bekvemt at være elbilist, og det er det bilisterne kan få en forsmag på kvit og frit, indtil vores løsning lanceres kommercielt til oktober”, lyder det fra Torben Andersen.

Sådan får du gratis strøm til elbilen:
• Du kan kontakte kundeservice på 702 702 16 for at høre, hvor du finder den nærmeste ladestander.
• For at du kan lade på Better Place-ladestanderne skal du have en nyere elbil som kan lade i ”mode-3” – en sikker opladningsform som understøttes af de fleste nyere elbiler på det danske marked. Du skal også have et ”mode-3” ladekabel med Mennekes stik.
• Hvis du har en elbil som understøtter mode-3 opladning, kontakter du Better Place kundeservice på 702 702 16, som udleverer det chip-kort, du bruger til at identificere dig med ved standeren.
• Du kan nu ”tanke” gratis strøm på alle Better Place-ladestandere i hele landet frem til 1. oktober 2011