22. september 2011 - De Danske Bilimportører

Bilsalget går fortsat frem
Der er fortsat fremgang i salget af nye biler.

Salget af nye biler steg i august med 4,2 procent i forhold til samme periode sidste år.

Flot stigning på 4,2 procent
Bilkøberne lod sig ikke påvirke af uroen på de finansielle markeder i august. Hele 12.256 nye personbiler fik nummerplader på for første gang og det er en stigning på 4,2 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Varebilsmarkedet steg endnu mere og sprang med 2.142 solgte biler frem med en vækst på 85 procent set i forhold til august 2010.

    2008 2009 2010 2011 Ændring 2010-2011
Personbiler aug 11.362 7.916 11.766 12.256 4,2%
  jan - aug 109.851 71.795 97.211 113.120 16,4%
Varebiler aug 2.734 1.128 1.158 2.142 85,0%
  jan - aug 24.486 9.999 9.568 14.659 53,2%
Lastbiler aug 519 189 256 287 12,1%
  jan - aug 4528 2.562 1.594 2.437 52,9%














Den finansielle krise påvirker ikke bilsalget
Hverken gældskrisen i Sydeuropa eller uroen på de finansielle markeder kunne holde danskerne fra bilhusene i august. Med 12.256 solgte biler fortsatte bilsalget med at vokse, og bilkøberne forstærkede dermed indtrykket af bilsalget, som en af de vækstdrivende faktorer i økonomien.

Stærk udvikling
”Vi har gennem de sidste halvandet til to år oplevet, hvordan bilsalget har udviklet sig utroligt stærkt. Markedet er dels løftet af et hidtil uset fokus på driftsomkostningerne i form af brændstofforbrug og garantisikring mod uventede værkstedsregninger, men også nye finansieringsformer, ikke mindst privatleasing har bidraget til den væksten” siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Han forventer, at også de sidste 4 måneder af 2011 vil udvikle sig positivt.
”Vi oplever måske nok en stabilisering, hvor markedet ikke længere vil vokse på samme måde som vi har set det, men de massive stigninger indtil nu taget i betragtning, må det betegnes, som en meget naturlig udvikling. Årets sidste måneder er traditionelt højsæson for salg af firmabiler og også her forventer vi en positiv udvikling i forhold til såvel sidste år som 2009” siger Bent Mikkelsen.

Varebilerssalget i fuld fart frem.
Der bliver investeret i varebiler i stort omfang rundt om i de danske virksomheder. Med 2.142 nye varebiler på gaden i august voksede salget med 85 procent sammenlignet med samme måned sidste år, og det er helt primært erhvervslivet, der driver den kraftige vækst. 
 
”Mere end 9 ud af 10 varebiler blev i august solgt til kunder i erhvervslivet og det er med til at understrege, at der, til trods for de mange overskrifter om økonomisk uro, investeres betydeligt i de små- og mellemstore virksomheder”, siger Bent Mikkelsen.

Lastbilsalget i flad udvikling.
I august steg indregistreringen af nye lastbiler med 12,1 procent. 287 nye lastbiler blev indregistreret mod 256 i august 2010. 

”Det er positivt at antallet af nyregistreringer forsat vokser, men niveauet er forsat ganske lavt og stigningen dækker reelt over et meget stabilt marked. August er – ligesom juli – traditionelt en lille måned på lastbilsmarkedet, så en reel indikation om udviklingen i markedet får vi først med tallene for de kommende måneder” slutter Bent Mikkelsen.