29. november 2011 - Toyota

Ny sportsvogn fra Toyota
Verdenspremiere på ny sportsvogn fra Toyota.

Toyotas længeventede sportsvogn får verdenspremiere på Tokyo Motor Show i december.
Toyota

Sportsvogn får verdenspremiere
Den er ventet med stor spænding. To forskellige konceptudgaver af modellen har prydet europæiske motorshows de seneste år og samtidig pirret nysgerrigheden gevaldigt. Men nu er tiden endelig kommet, og sløret ligger klar til at blive løftet for den produktionsklare udgave af Toyotas nye sportsvogn.

Søg brugte biler på Bilpriser.dk

Det sker på Tokyo Motor Show i Japan i december, hvor Toyota i den grad er på hjemmebane. Så mere nærliggende kunne det næsten ikke være at vise arvtageren til legenderne Toyota 2000GT, Toyota MR2, Toyota Supra og Toyota Celica frem.

Toyota har flere nyheder i Tokyo
Andre spændende verdensnyheder indtager også Toyota-standen på biludstillingen i Tokyo. Her står bl.a. konceptudgaven af Toyotas helt nye brintbil med navnet FCV-R, der står for Fuel Cell Vehicle – Reality & Revolution. Der er tale om en sedan-model, der måler 4,75 meter, og som altså udelukkende drives af brint. Dermed er den eneste og helt uskadelige udledning fra udstødningen rent vand. Konceptbilen giver et godt billede af, hvad der er i vente fra Toyota, der forventer at introducere en brændselscellebil på markedet i 2015.

Med brændselscelle-teknologien placeret under det specielt designede karosseri er der god plads til både fire personer og bagage i Toyotas prototype FCV-R. Brændselscellen i bilen er optimeret, så den 70 MPa højtrykstank til brinten sikrer en rækkevidde helt på højde med en tilsvarende benzin- eller dieselbil.

FT-EV III
Toyotas kommende mini-elbil står også klar på Tokyo Motor Show – nu i en tredje konceptudgave med navnet FT-EV III (Future Toyota – Electric Vehicle III). Den fikse elbil måler kun 3,11 meter og passer med sin lette vægt perfekt til de kortere ture og kørsel rundt i byen. Toyota planlægger en begrænset produktion af elbiler fra 2012.

Sælg din bil på Bilpriser.dk