4. januar 2012 - FDM

Brugte biler til de unge
Den første bil bør være brugt og billig.

Unge bilister risikerer at betale op mod 25.000 kroner om året, hvis de både vil have ansvars- og kaskoforsikring på bilen. (Foto: FDM/Kristian Septimius Krogh)

FDM

Dyre kaskoforsikringer til unge
Bilistens alder betyder de første par år som regel mere end erfaringen bag rattet, når bilen skal forsikres. Derfor er det meget dyrt for de helt unge bilister at tegne både den lovpligtige ansvarsforsikring og en kaskoforsikring. Men meromkostningen ved kaskoforsikring er for unge, uerfarne bilejere så stor, at det sjældent står mål med bilens værdi, skriver FDMs medlemsmagasin Motor.

”Som ung bilist risikerer man at blive flået i kaskoforsikring, hvis man ikke ser sig for. Kort fortalt skal man have anciennitet som elitebilist, før det kan betale sig at tegne en kaskoforsikring. Vi har sammen med vores forsikringsselskab lavet en undersøgelse, der viser, at helt nye bilister betaler op til 57 procent af bilens værdi om året for at få en kaskoforsikring. Derfor bør man i høj grad tænke på, om man kan undvære kaskoforsikringen, når man køber sin første bil”, siger FDMs forbrugerøkonom, Allan Skytte Christensen.

Overvej dit bilkøb
Vil man undgå at betale en unødig høj forsikringspræmie, anbefaler FDM derfor unge bilejere at købe en lidt ældre bil uden kaskoforsikring, da bilens værdi ikke er så høj, og den økonomiske risiko dermed så lav som muligt i tilfælde af en totalskade eller tyveri. Hvis man som ung bilist alligevel foretrækker at købe en ny bil, kan det være en ide at gå efter nogle af de bilmærker, der tilbyder attraktive forsikringer på nye biler. Her skal man dog sætte sig ind i, om aftalen kan ophæves eller om præmien vil stige drastisk ved en skade.

”Generelt gælder det, at hvis man køber en ny bil eller en dyr, brugt bil, kræver finansieringsinstituttet oftest en kaskoforsikring. Langt de ¬ fleste bilhandler herhjemme sker med brugte biler, hvor bilens værdi typisk er meget lavere end nyvognsprisen, og her bør man overveje, om en kaskoforsikring kan betale sig,” siger Allan Skytte Christensen.

Mens de unge bilister anbefales at købe en brugt, billig bil første gang, de køber bil og samtidig frarådes at tegne kaskoforsikring, kan det ifølge FDM næsten altid betale sig for erfarne bilister at tegne en kaskoforsikring, da merprisen for denne er væsentlig lavere end for den nye unge bilist. Det er kun, hvis bilens værdi er under 20.000 kroner, man bør overveje at nøjes med den lovpligtige ansvarsforsikring.

Brugte biler til under 50.000 kr.