2. juni 2014 - Motor-magasinet

Ny type autostol topper test
En autostol med den nye i-Size-godkendelse er blandt de bedste.

Selv om der stadig er stor forskel på de bedste og dårligste autostole, er kvaliteten blevet bedre, viser FDMs test af 34 autostole. (Foto: FDM)
Motor-magasinet og FDM

En autostol med den nye i-Size-godkendelse er blandt de bedste i årets første store autostoletest, hvor kvaliteten generelt er blevet bedre.

Kvaliteten af autostole bliver forsat bedre, både når det gælder sikkerhed, og hvor nemme de er at montere og betjene korrekt. Det er konklusionen på en test af 34 autostole, som FDM har lavet i samarbejde med de europæiske bilklubber.

Den positive udvikling kan i høj grad tilskrives det populære isofix-system, der forankrer stolen til beslag i bilen sæder, og som i dag er et krav i alle nye biler. Nu er systemets afløser imidlertid på trapperne.

I denne autostoletest har man for første gang testet en stol med den nye i-Size-godkendelse. Ligesom isofix forankrer det også stolen til beslag i bilen, men hvor de forskellige bilers isofix-beslag ikke nødvendigvis er godkendt til alle isofix-stole, er i-Size universelt, så alle stole passer i alle biler med i-Size.

"Der er ingen tvivl om, at de senere års positive udvikling inden for stadig mere sikre autostole i høj grad kan tilskrives isofix. Systemet har dog den svaghed, at stol og bil ikke altid passer sammen. Med i-Size får man imidlertid en fælles standard til gavn for forbrugerne. Samtidig tager i-Size det bedste med fra isofix, så man bevarer den høje sikkerhed og den nemme montering af stolen", siger FDMs biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen i en pressemeddelelse.
Endnu findes der ikke mange i-Size autostole, men producenterne ved at ændre deres produktion.

Testen af autostolene viste, at der fortsat stor forskel på de bedste og dårligste. Ud af de 34 stole dumper de ti. Her er den primære årsag for ringe sikkerhed eller høj risiko for fejlmontering. To stole dumper desuden på fund af for store mængder skadelige stoffer.