16. juni 2014 - Volkswagen

up! Roskilde Festival Edition
Roskilde Festival og Volkswagen laver festival-udgave af up!

up! Limited Roskilde Festival Edition leveres med nummereret keyhanger fremstillet af teltdug fra Orange Scene.
Volkswagen

På tredje år samarbejder Volkswagen og Roskilde Festival om transportopgaver og publikumsaktiviteter. I år udvides samarbejdet med en Volkswagen up! Limited Roskilde Festival Edition, der kommer til salg i 200 eksemplarer. Den vil bl.a. være udstyret med Fender®-anlæg og en keyhanger, der er skabt af original orange teltdug.
Volkswagen og Roskilde Festival har i de seneste år været fælles om bl.a. up!turs-aktiviteter for publikum og udvider nu samarbejdet med skabelsen af Volkswagen up! Limited Roskilde Festival Edition. For selvom de to brands er vidt forskellige, så har de meget til fælles – vigtigst af alt musikken.

 "Vores festival handler om musik og de store oplevelser den skaber mellem mennesker. Så vi er glade for, at Roskilde Festival-fans nu også kan få en suveræn musikoplevelse i up! Og vi synes det giver god mening at give dem en lille del af den orange magi med ud på vejen", fortæller Hans Christian Smed, Head of Division, Sales & Commercial Partners på Roskilde Festival.

Derfor er hver eneste af de 200 stk. Volkswagen up! Limited Roskilde Festival Edition udstyret med en orange keyhanger. Den er skabt af original teltdug fra Orange Scene. Oprindeligt blev teltet brugt af Rolling Stones, som havde det med på verdensturné i 1975. Senere blev det købt af Roskilde Festival og siden har verdensnavne som Bruce Springsteen, U2, Metallica og R.E.M. stået på scenen. Så der følger en lille del af rockhistorien med hver af de nummererede keyhangere.

Stor lyd fra Fender
"De seneste år har vi været en del af Roskilde Festival. Vi har hjulpet med transportopgaver og sørget for masser af up!tur for gæsterne. Men i år er vi gået all in og har skabt en særlig up! sammen med festivalen. Det er en bil for fans af Roskilde med fede festivaldetaljer, men det er ligeså meget en up! for alle, der elsker musik og god lyd", fortæller Ulrik Schönnemann, adm. direktør for Volkswagen.

Lydanlægget i up! Limited Roskilde Festival Edition er fra legendariske Fender®, der bl.a. står bag den klassiske Stratocaster, som et hav af berømte guitarister spiller på. Og med 300 watt forstærker, subwoofer og 6 indbyggede højttalere er der lagt op til store lydoplevelser.

På vejen for festivalen
up! Limited Roskilde Festival Edition bliver også en del af det Volkswagen transportteam, der i festivalperioden kører tusindvis af kilometer for frivillige og crew. Derudover bliver bilen hovedpræmie i årets #uptur-konkurrence, der er et af de andre initiativer, som Volkswagen og Roskilde Festival i fællesskab står bag.
 "Vores festival ændrer sig hele tiden. I gamle dage fyldte folk deres folkevognsrugbrød med venner og drog på festival. Nu er det up!, der er en del af Roskilde Festival. Men glæden ved musikken, friheden og oplevelserne – det har ikke forandret sig meget", slutter Hans Christian Smed, der ser frem til endnu et år med Volkswagen på festivalen.

Fakta:
De 200 up! Limited Roskilde Festival Edition kommer til salg hos udvalgte Volkswagen Forhandlere i løbet af juni. Prisen bliver fra kr. 117.600,-. Limited Roskilde Festival Edition er udstyret med et 300 watt Fender®-lydanlæg med subwoofer og 6 indbyggede højttalere, Roskilde Festival-logoemblem i chrome-look, samt benzindæksel med orange crowd-illustration.