8. juli 2014 - De Danske Bilimportører

Bilsalg fortsat på rekordkurs
Bilsalget fortsætter den positive udvikling.

Det er fortsat de små biler som denne Volkswagen up!, som topper salgsstatistikkerne.
De Danske Bilimportører

Selvom juni kun bød på en meget begrænset stigning fortsætter bilsalget kursen mod nye rekorder, og hele 17.572 nye personbiler blev i juni indregistreret for første gang. Det var en stigning på 0,1%, i forhold til samme måned sidste år. Selvom salget kun steg marginalt blev juni 2014 dermed alligevel den bedste juni for bilsalget nogensinde.

”Markedet er fortsat utroligt stærkt og understøttet af en markant efterspørgsel fra både de private forbrugere og fra erhvervslivet. Samtidig er det glædeligt at konstatere, at tendensen til en differentiering i salget fortsætter, idet flere og flere nu igen vælger, at købe lidt større biler, hvilket forstærker de positive tenderser, der ligger i salgstallene”, siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Bilimportørerne forventer de høje salgstal i juni til trods, at den positive udvikling vil fortsætte i et beskedent format.

”Vi forventer ikke nye markante tigerspring i salget. Der har trods alt været rekorder i både 2011, 2012 og 2013. Men vi forventer at 2014 vil byde på en fortsat øget efterspørgsel efter de lidt større biler og en moderat vækst i det samlede salg”, siger Gunni Mikkelsen.

Varebiler fortsætter fremgang

Salget af nye varebiler steg i juni til 2.456 nye biler. Det er en fremgang på 16% i forhold til juni 2013.

”Varebilssalget fortsætter med at være den helt store og positive overraskelse i 2014. En markant efterspørgsel blandt virksomhederne har løftet salget et godt stykke over, hvad vi havde forventet og sender samtidig meget positive signaler omkring investeringslysten i erhvervslivet” siger Gunni Mikkelsen. 

Lastbiler i fremgang
Indregistreringen af nye lastbiler steg i juni knap 36% i forhold til juni sidste år. Der blev indregistreret 314 nye lastbiler – en stigning fra 231 i juni 2013. 

"Procenterne bliver ofte meget høje, da det er relativt små tal vi sammenligner med, men når det er sagt, så er det overordentligt positivt, at markedet nu går frem og begynder at vise tegn på den forsigtige vækst, som vi overordnet forventer 2014 vil byde på”, slutter Gunni Mikkelsen.