21. maj 2015 - Presse Porsche

Lettere, hutigere & mere økonomisk: Den nye 911 GT3 R
Verdenspremiere på Nürburgring

Motoren i den nye 911 GT3 R er en banebrydende fire-liters boxermotor, der stort set er identisk med den højtydende motor i 911 GT3 RS modellen, som kan køres på offentlig vej.
Porsche presse

Baseret på 911 GT3 RS modellen, har Porsche udviklet en racerbil til GT3 serien, der køres i hele verden: 911 GT3 R.

Da man udviklede de mere end 368 kW (500 hk) til 911 raceren, lagde man særlig vægt på letvægtsdesign, bedre aerodynamisk effektivitet, reduceret forbrug, forbedret handling, yderligere optimeret sikkerhed samt man har sænket omkostninger til service og reservedele.

Udseende
Som på ”søskendebilen” er 911 GT3 R udstyret med det særprægede ”double-bubble” tag, og akselafstanden er blevet forlænget med 8,3 centimeter i forhold til den forrige generation. Dette sikrer en mere afbalanceret vægtfordeling og mere forudsigelig handling især i hurtige kurver i forhold til den tidligere GT3 R.

Ved at anvende letvægts løsninger til chassis, add-on dele og affjedring, har ingeniørerne optimeret tyngdepunktet på GT3 R betydeligt i forhold til forgængeren. Letvægtsdesignet på 911 GT3 RS modellen med den intelligente aluminium-stål komposit konstruktion har vist sig at være det ideelle grundlag for en racerbil.

Taget, kølerhjelmen og  hjulkasser, døre, side- og bagsektioner samt bagklappen er lavet af særligt let kulfiber kompositmateriale (CFRP). Alle vinduer - og for første gang selv forruden - består af polycarbonat.

Motor og udstyr
Motoren i den nye 911 GT3 R er en banebrydende fire-liters boxermotor, der stort set er identisk med den højtydende motor i 911 GT3 RS modellen, som kan køres på offentlig vej.

Direkte benzinindsprøjtning, der opererer ved tryk op til 200 bar, samt variabel ventilstyringsteknologi sikrer en særlig effektiv brug af brændstof. Desuden giver sugemotoren en betydeligt bedre kraftudnyttelse og et større omdrejningsområde med maximalt drejningsmoment.

Kraften fra den hækplacerede motor overføres til de 310 mm brede baghjul via en sekventiel sekstrins Porsche gearkasse. Som på 911 GT modellerne, skifter føreren gear via skifte-padler bekvemt placeret bag rattet.

Aerodynamikken i 911 GT3 R følger også eksemplet fra GT3 RS. De karakteristiske luftindtag på de forreste skærme øger downforce på den forreste aksel. Med et mål på to meter i bredden og 40 centimeter i dybden sørger hækvingen for aerodynamisk balance.

Fra sin storebror 911 RSR har GT3 R hentet den centralt beliggende køler. Ved at fjerne sidekølerne blev tyngdepunktet forbedret, køleren er bedre beskyttet mod kollision, og gennemstrømningen af den varme luft gennem lamellerne i frontdækslet er blevet forbedret.

Bremsesystemet på 911 GT3 R er også blevet yderligere modificeret og takket være øget stivhed og mere præcis styring af ABS, er modellen endnu bedre egnet til langdistance racing.

På frontakslen er 6-stemplede aluminium monoblok racing bremsekalibre kombineret med ventilerede og rillede stålbremseskiver med en diameter på 380 millimeter, som sikrer fremragende bremseegenskaber. Monteret på bagakslen er 4-stemplede kalibre, som måler 372 millimeter.

Sikkerhed
Et andet fokus på videreudviklingen i GT3 R modellen har været de sikkerhedsmæssige funktioner. Indholdet af sikkerhedstanken er blevet forøget med 12 liter i forhold til sin forgænger og kan nu rumme 120 liter, samtidig med at tanken er udstyret med en ”Fuel-cut-off” sikkerhedsventil.

Døre og sideruder kan fjernes, og flugtlugen i taget er blevet forstørret. I tilfælde af en ulykke giver de nye racing skålsæder føreren endnu bedre beskyttelse.