3. december 2015 - Nic. Christiansen Gruppen

Nic. Christiansen Gruppen
Bliver importør af SsangYong

Nic. Christiansen Gruppen

Foråret 2016 byder på et gensyn med det koreanske bilmærke, SsangYong, som introduceres på det danske marked af bilkoncernen Nic. Christiansen Gruppen fra Kolding.


SsangYong forsvandt ud af salgsstatistikkerne i 2007, men er nu klar til et comeback anført af den helt nye TIVOLI, en personbil i SUV-segmentet.

I midt 00’erne sad SsangYong på op imod 20% af salget af campere i Danmark. En statsreguleret omlægning af afgiften for campere og gulpladebiler 2007 satte dog en brat stopper for alle salgsaktiviteter for SsangYong, som dengang primært var båret af SUV-modellerne REXTON og RODIUS. Nu er SsangYong igen klar til at indtage det danske marked med den helt nye model, TIVOLI, som blev introduceret i august 2015 på det europæiske marked.

TIVOLI er en personbil i SUV-segmentet (Suzuki Vitara-klassen), som tilbydes med 5 års garanti, max. 100.000 km. Ud over denne nye model forventer SsangYong at introducere en række nye modeller i de kommende år.

Bag introduktionen af SsangYong i Danmark står Nic. Christiansen Gruppen, som også er importør af Hyundai i Danmark siden 1992 og dermed har et indgående kendskab til arbejdet med de koreanske bilproducenter og til positionering af et nyt bilmærke på det danske marked:

Vi går en rigtig spændende tid i møde med etablering af et nyt importselskab, SsangYong Import, som skal stå for salg og markedsføring af bilerne i både Danmark og Sverige. Vi har store forventninger til, at vi får succes med salget af TIVOLI-modellen i SUV-segmentet, som tegner sig for ca. 10% af personbilsmarkedet i Danmark i år”, udtaler koncerndirektør Niels Vrist Bertelsen.

I den kommende periode vil Niels Vrist Bertelsen og kollegaerne hos Nic. Christiansen Gruppen i Kolding have travlt med at rekruttere de ledende medarbejdere til det nye importselskab, SsangYong Import, som får base i Malmø og som skal varetage aktiviteterne i både Sverige og i Danmark.

”Én af de første og allerstørste opgaver bliver at etablere et professionelt forhandlernetværk på markederne. I Sverige findes p.t. 10 autoriserede SsangYong forhandlere, men vi forventer at øge antallet i løbet af 2016. I Danmark findes ingen aktive forhandlere, og det autoriserede forhandlernetværk skal derfor etableres på ny”, afslutter Niels Vrist Bertelsen.

Prisen på TIVOLI-modellen er endnu ikke offentliggjort.