15. september 2000 - BMW

Moderne udgave af en legende
Den nye Mini Cooper, som har premiere på biludstillingen i Paris sidst i september, er skabt på basis af racerkøreren John Coopers legendariske bil fra 1961.

BMW's nye Mini Cooper emmer af nostalgi
Den nye Mini Cooper er mest af alt en moderne bil, som sætter helt nye standarder på flere områder i klassen af små, kompakte biler.

Chefdesigner Frank Stephenson siger det på denne måde:
"Målet har været at forene ånden hos forgængeren og den moderne bilteknologi. Cooper er ikke udviklet som et stykke retro-design, men står derimod for evolution. Den har forgængerens "gener" og karakteristik og er samtidig større, stærkere, mere kraftfuld, sikrere og mere udfordrende end den gamle Mini. På den ene side er der reminiscenser fra forgængeren i bilens ydre. På den anden side præsenterer den det højeste teknologiske niveau i sin klasse."

Resultatet er en firepersoners bil i et udtryk, der svarer til moderne, urban livsstil, og forventeligt vil falde i smag hos det nye årtusindes kunder. Den udtrykker lyst til livet og vil appellere på tværs af klasseskel, lande-grænser og generationer.

Mini Cooper er det modsatte af et statussymbol.
Kraftfuldt, adræt og elegant ydre Designet præges af flydende, rene og elegante linier, og Cooper'eren virker så dynamisk, at den - selv når den holder stille - giver indtryk af at bevæge sig fremad.

Udformningen mellem vinduer og dørtrin får bilen til at virke bred. Taget, som falder lidt bagud, giver dynamik og elegance. Dørtrinenes design får bilen til optisk at nærme sig vejen. Og bilens "skuldre", der fremhæves af linieføringen neden for vinduerne, får den til at virke maskulin og kraftfuld.

Indramningen af vinduesglasset hele vejen rundt har lånt lidt af den moderne arkitektur, idet de bærende dele skjules bag glasset. Det giver Cooper'eren et fremtidsrettet og ensartet designmæssigt udtryk.

Hjulafstanden er stor dels for at bevare det typiske Mini-udtryk, dels for at sikre et godt og sikkert vejgreb.

Udformningen af fronten gør det umuligt at forveksle Cooper'eren med andre biler. Motorhjelmen og de dominerende forlygter giver bilen dens udtryksfulde ansigt - venligt, kraftfuldt og adræt.

Bag lygteglassene tilhører bilen imidlertid helt og holdent det 21. århundrede i form af energibesparende pærer. Xenon-lys er ekstraudstyr.

Cooper'eren fås i 14 lakfarver, og der er mulighed for at få den leveret med sort eller hvidt tag og sidespejle. 15 tommer alufælge i hvid eller sølv er standard. Endvidere fås nogle dele i krom. Som ekstraudstyr fås pyntelister til motorhjelmen og panorama-soltag.

Bagfra er det den korte hæk, de nærmest lodrette sider og de dominerende baglygter, der giver Cooper'eren det kompakte og adrætte udseende. Udformningen af baglygterne er helt ny, og placeringen på bagklappen unik. Den horisontale hæklinie og de brede skærme får Cooper'eren til at virke ekstremt bred bagfra.

Funktionelt indre
Instrumenterne giver et hurtigt overblik over omdrejningstal, hastighed, tankindhold og kølervæsketemperatur.

Der er lagt vægt på en høj grad af funktionalitet. For eksempel kan omdrejningstælleren justeres sammen med ratstammen, så der til hver en tid er optimal mulighed for aflæsning.

Alle kontakter er beklædt med et materiale, der giver et godt greb, og midterkonsollen er udformet med den højeste grad af funktionalitet for øje. Der er mulighed for at vælge såvel læder- som stofbetræk.

Ind- og udstigning af de brede døre er nem, og højdejustérbar førersædehøjde er standard. Centrallås med fjernbetjening og elektronisk åbning af bagagerummet er ligeledes standard. Den elektroniske gearkasse, Steptronic, multifunktionsrat, og regnsensor fås som ekstraudstyr.

Hvad angår musikanlæg prioriteres de individuelle ønsker meget højt, og der er nærmest ingen grænser for mulighederne.

Cooper'eren kan også leveres med navigationssystem.

Bagagerummet er stort nok til, at to kan tage på langfart. Bagsædet kan nedfældes i to halvdele - en fleksibel mulighed for udvidelse af bagagepladsen.

Sporty kørsel
Bilens karrosseri er konstrueret efter de nyeste principper, og der er opnået meget stor stivhed ved hjælp af en kompakt byggemetode. Dét - og den firecylindrede 1,6 liter store 16-ventilede motor - gør bilen sjov at køre. Fornemmelsen er ikke ulig dén, man har i en gokart.

Cooper'eren har som standard skivebremser på alle fire hjul, og de to forreste er ventilerede. Undervognen og styringen er sportsligt afstemt. Multilink-bagakslen er hentet fra BMW og er ikke tidligere set i denne klasse.

Cooper'eren har usædvanligt gode køreegenskaber, og ujævnheder i vejoverfladen har stort set ingen indflydelse på vejgreb og kørslen i det hele taget. Her har ingeniørerne i BMW Gruppen forstået at forene teknologiske landvindinger fra begge mærker på bedste vis.

Sikkerhed som i BMW
Også hvad angår den passive sikkerhed sætter bilen nye standarder i klassen. Karrosseridele, som skal optage energi i tilfælde af et sammenstød, er udviklet efter BMW's principper. Stivhed i karrosseriet, som er to eller tre gange højere end normalt for klassen, og et airbagsystem, der er enestående for klassen, garanterer en meget høj crash-sikkerhed. Fører og forsædepassager er beskyttet af to frontairbags og to sideairbags, som er integreret i sæderne. De sørger for at reducere skaderne på overkroppen i forbindelse med et sammenstød i siden.

Som ekstraudstyr fås hovedairbags til både forsæde- og bagsædepassagere. Brede dørforstærkere sørger for ekstra beskyttelse af passagererne. Cooper'eren har naturligvis ABS-bremser og i tilgift et system, der advarer mod for lille dæktryk - igen noget enestående for klassen. Som ekstraudstyr fås Dynamisk Stabilitets Kontrol, DSC.

Livsnyderens køretøj
Mini'en er kosmopolitisk og fra starten i 60'erne lykkedes det for den at begejstre unge og ældre, alle nationaliteter og samfundsmæsige lag - uden at være et statussymbol. Potentielle købere af Mini'en har noget til fælles: De nyder livet - på arbejde, i fritiden, sammen med familien. Derudover lægger de vægt på uafhængighed, er spontane og kreative. Ved køb af bil lægger de vægt på stilmæssigt særpræg, sjov kørsel og at befinde sig godt i bilen. Endvidere skal der være nok plads og fleksibilitet, så den også kan tilfredsstille de mangeartede behov i fritiden.

Den største kundegruppe ventes at være unge. En vigtig købergruppe er de "aktive konsumenter": Under 35 år, ofte singler, beskæftiget i kreative fag, verdensvante og -sikre - også når det gælder den virtuelle økonomi.

En faktor, som også spiller en stor rolle, er den stigende efterspørgsel efter udtryksfulde småbiler, der kører som anden eller endog tredje bil i indkomststærke familier.

100.000 eksemplarer om året
Mini er et selvstændigt mærke inden for BMW Gruppen, som skal skabe kontakt til nye kundegrupper og dermed udvide gruppens markedsandel.

I løbet af 2001 vil Mini blive solgt som global mærkevare over hele verden. Markedsføringen tager udgangspunkt i eksklusivitet og egenart.

Udviklingsarbejdet er fortrinsvis foregået i den engelske del af BMW's udviklingsafdeling. Forskellige varianter overvejes, men i første omgang gælder det lanceringen næste år.

Mini'en bygges på BMW Gruppens fabrik i Oxford på basis af BMW's principper for færdiggørelse og BMW's kvalitetskrav. I øjeblikket arbejdes med den allerførste serie i produktionen.