17. november 2016 - Mazda

Den nye Mazda CX-5
Ny generation af Mazdas mest solgte model i Europa.

Den nye generation CX-5 kan opleves på nærmeste hold, hvis man kommer forbi Los Angeles Auto Show i perioden fra den 18. til og med den 27. november.
Mazda

Los Angeles, 16. november 2016. Mazda har netop løftet sløret for den helt nye CX-5 i forbindelse med Los Angeles Auto Show. Den oprindelige Mazda CX-5 fra 2012 var den første i en helt ny og meget rost generation af biler fra Mazda baseret på de nyudviklede SKYACTIV-teknologier og en ny og prisvindende designlinje ”KODO – Soul Of Motion”.

Mazda har udviklet og designet den nye CX-5 i alle detaljer med størst mulig fokus på køreglæde for alle ombord – både føreren og passagererne. Der er både tænkt på at få bilen til at reagere præcist som føreren forventer det og på at gøre køreoplevelsen så komfortabel som muligt for passagererne i den bemærkelsesværdigt støjsvage og lækkert designede kabine.

Den nye CX-5 er teknisk baseret på Mazdas SKYACTIV-teknologier med valget mellem to benzinmotorer - SKYACTIV-G 2.0 og SKYACTIV-G 2.5 – samt to varianter af dieselmotoreren SKYACTIV-D 2.2. Alle er de kraftfulde og udmærker sig ved en meget lineær kraftudfoldelse og et lavt brændstofforbrug – ikke mindst ved almindelig daglig brug. Den nye model har også G-Vectoring Control, et nyt elektronisk system, der understøtter køredynamikken, og vil kunne fås med udstyr som et avanceret head-up-display i forruden og en fjernbetjent, elektrisk bagklap.

Når det gælder designet, holder Mazda fast i sit KODO-design men har givet det en ny og endnu mere elegant og dynamisk fortolkning. Det er ikke mindst tydeligt, når den nye CX-5 er lakeret i Mazdas signatur-lakering, Soul Red Crystal, der er blevet videreudviklet, så den har en endnu flottere glans og dybde.

Japanerne får som de første fornøjelsen af den nye CX-5, når den introduceres på det japanske hjemmemarked i februar 2017. Herefter følger resten af verden. Den nuværende CX-5, der er den mest solgte Mazda-model i Europa, sælges i mere end 120 forskellige lande og står for næsten en fjerdedel af Mazdas samlede salg på verdensplan. Den har fået mere end 90 priser og udmærkelser verden over og blev blandt andet kåret til “Japan Car of the Year 2012-2013.

Den nye generation CX-5 kan opleves på nærmeste hold, hvis man kommer forbi Los Angeles Auto Show i perioden fra den 18. til og med den 27. november.