1. marts 2017 - Toyota

Toyota når milepæl
Toyota runder 10 millioner solgte hybridbiler.

Toyota stiler efter et årligt salg på 1,5 millioner hybridbiler på verdensplan (i 2016 nåede man 1,47 millioner) og at man senest i 2020 runder 15 millioner solgte hybridbiler.
Toyota

Hybridbiler hitter som aldrig før. Sidste år blev salget af hybridbiler i Danmark mere end fordoblet og satte ny rekord. Toyota sidder tungt på salget af hybridbiler både i Danmark og på verdensplan og har netop rundet en milepæl med 10 mio. solgte hybridbiler. I Danmark er der solgt over 13.000 Toyota hybridbiler.

Det er populært som aldrig før at køre i hybridbil. Toyota sidder massivt på hybridtronen og tegner sig for hele ni ud af ti solgte hybridbiler i Danmark. På verdensplan har den japanske hybridekspert netop rundet 10 mio. solgte hybridbiler. Dermed tog det kun bilgiganten ni måneder at gå fra ni til ti millioner solgte hybridbiler.

Hybridbilernes fremmarch verden over går igen i Danmark. Her boomer salget af hybridbiler også, og Toyota solgte i fjor over 6.000 hybridbiler, hvilket er mere end en fordobling sammenlignet med året før.

Toyota introducerede verdens første masseproducerede hybridbil i 1997. Den fik navnet Prius, der på latin betyder at gå først og vise vejen. Det kan man her næsten 20 år senere fastslå, at Prius i dén grad har gjort.

Et svar på århundredets miljøudfordringer
I takt med at verdens miljømæssige udfordringer for alvor kom på dagsordenen på globalt plan i 1990’erne, blev Prius Toyotas svar på det 20. århundredes miljøproblematikker. Toyota arbejder ud fra devisen om, at miljørigtige biler kun har en positiv effekt, hvis brugen af dem er massivt udbredt. Det team, som bragte Prius til live, var overbevist om, at vejen frem var at gøre, hvad der var nødvendigt, frem for kun at gå efter, hvad der var muligt.

”Da vi lancerede Prius, var der ingen, der vidste, hvad hybrid var. De, som kørte hybridbiler, blev kaldt for nørder. Men i dag kan vi takke netop dem for, at Prius og andre hybridbiler fra Toyota er blevet så populære,” siger manden bag udviklingen af den første Prius, Takeshi Uchiyamada, der i dag er bestyrelsesformand for Toyota Motor Corporation.

Hybridteknologien fra 1997 er gennem tiden blevet betydeligt videreudviklet. Den første udgave af Prius havde et brændstofforbrug på under 20 km/l, hvilket var exceptionelt for sin tid. Men i dag kører Prius med den helt nye og fjerde generation hybridteknologi i gennemsnit op til 33 km/l ved blandet kørsel. Desuden har Toyota sat yderligere fokus på køreegenskaberne og ydeevnen med den ny TNGA-filosofi (Toyota New Global Architecture), der handler om at bygge endnu bedre biler på mere økonomisk vis.

Toyota dominerer hybridsalget
Toyota dominerer hybridsalget på verdensplan, hvor den japanske bilproducents logo sidder på 34 forskellige hybridmodeller. I Danmark kan man vælge mellem syv forskellige hybridmodeller i form af Yaris Hybrid, Auris Hybrid, stationcaren Auris Hybrid Touring Sports, Prius, Prius+, RAV4 Hybrid og ikke mindst den helt nye og skarptdesignede Toyota C-HR Hybrid. Yaris Hybrid har i flere år været Danmarks mest populære hybridbil.

En Toyota Hybrid kører på en kombination af el og benzin og skal aldrig lades op. Det sørger hybridbilen nemlig automatisk selv for under kørslen, fx når man bremser, eller slipper speederen.

Ifølge Toyotas beregninger har hybridbilerne under kørslen udledt 77 millioner tons CO2 mindre, end traditionelle benzin- eller dieselbiler i samme størrelse ville have gjort. Samtidig har Toyota regnet sig frem til, at hybridbilerne har sparet 29 millioner liter benzin end tilsvarende benzinbiler i samme størrelse.

Bedre og mere miljørigtige biler
Toyota fortsætter ufortrødent arbejdet med at lave endnu bedre og endnu mere miljørigtige biler. Den japanske bilgigant har bl.a. lanceret en storstilet miljøplan, Toyota Environmental Challenge 2050, der indeholder seks udfordringer inden for bæredygtighed, herunder reduktion af forurening under fremstilling af materialer, genbrug af materialer og et reduceret vandforbrug i produktionen.

På den måde vil Toyota bidrage til at reducere de negative, miljømæssige påvirkninger fra køretøjer og bringe både produktion og brugen af biler så tæt på CO2-neutral, som det er muligt.

For at kunne opfylde disse ambitiøse mål arbejder Toyota på at øge antallet af miljørigtige hybridmodeller yderligere. Den japanske bilkoncern stiler efter et årligt salg på 1,5 millioner hybridbiler på verdensplan – i 2016 nåede man 1,47 millioner – og det er ambitionen, at man senest i 2020 runder 15 millioner solgte hybridbiler.