16. februar 2018 - Audi Danmark

Audi 80 GLE til Rallye Monte-Carlo
Audi 80 GLE ved årets Rallye Monte-Carlo Historique.

Toni Hansen og Per Brodersen startede fint ud i deres Audi 80 GLE fra 1979 og kørte sig stille og roligt op til en placering som nr. 6
Audi Danmark

Det erfarne mandskab kørte deres Audi 80 GLE til en 2. plads i høj-hastighedsklassen ved årets Rallye Monte-Carlo Historique, der sluttede onsdag den 7. februar, og det rakte til en fornem overordnet 4. plads – deres bedste placering til dato. 

Toni Hansen og Per Brodersen startede fint ud i deres Audi 80 GLE fra 1979 og kørte sig stille og roligt op til en placering som nr. 6 inden den afsluttende og berømte etape ”De lange knives nat”, hvor de ovenikøbet formåede at avancere yderligere.
Mandskabet har kørt overbevisende ved de sidste flere års Rallye Monte-Carlo Historique løb, men har samtidig været forfulgt af uheld, og derfor er glæden ekstra stor i år, hvor de store forventninger til slutresultatet endelig blev indfriet. 
Allerede ved afslutningen af sidste års løb luftede Toni Hansen et håb om et mere sne- og isdækket landskab ved dette års løb, da det stiller den knap så hurtige Audi 80 bedre men stiller større krav til teamet. Det var præcis, hvad der skete i år, og det formåede det erfarne mandskab at udnytte.
 
”Men man opnår ikke så flot et resultat, hvis ikke alle faktorer klapper undervejs – serviceteam, kørere, bilen, underlaget osv. – og det gjorde de i år”, opsummerer Toni Hansen. ”Den gamle Audi har kørt eminent godt, og på grund af den lange akselafstand snurrer vi ikke så nemt rundt i det glatte føre.”
 
Toni Hansen og Per Brodersen var på podiet og modtage pokaler for deres 2. plads i høj-hastighedsklassen onsdag aften, og resultatet blev selvfølgelig også fejret behørigt, inden turen igen gik hjemover mod det jyske. 
Rallye Monte Carlo Historique blev kørt først gang i 1998 og er et rally med prøver, der skal køres med en given gennemsnitshastighed under 50 km/t og på smalle bjergveje, der oftest er dækket af sne og is. Der deltager ca. 315 biler, hvoraf de 7 i år var danske, og der gælder, at alle de pågældende bilmodeller skal have haft mulighed for at deltage i Rallye Monte-Carlo fra 1955 til 1979.
 
TV-programmer:
De danske kørere har i år haft et kamerahold med til løbet, der følger kørerne undervejs, og det er der kommet nogle programmer ud af, der bl.a. bliver sendt på TV3 MAX og TV 2s lokalstationer