14. maj 2018 - Hans Uffe Christensen

Pluginduellen
Plug-in bilerne, kan både tankes med benzin og oplades fra stikkontakten eller en laderstander.

En af testbilerne, VW GTE 150 hk benzin/102 hk el.

Af Hans Uffe Christensen



Der findes mange typer hybrid-biler, og denne uges duellanter, VW Golf GTE og Kia Optima Plug-in Hybrid, tilhører de mest elektriske af slagsen -
  dem med de største batterier.

Plug-in bilerne  kan både tankes med benzin og oplades fra stikkontakten eller en ladestander. Almindelige hybridbiler nøjes med at lagre strøm fra opbremsninger og fra forbrændingsmotoren.

I praksis er den store forskel, at plug-in-bilerne kan køre betydelige længere med slukket forbrændingsmotor. VW siger op til 50 km. på ren  el.  Det var også, hvad computeren lovede efter 100 pct. opladning hos Clever/Shell.  Vi målte 40 kilometer i tæt trafik, før benzinmotoren slog til.

 Kiaens computer sagde 62 kilometer på el.  Vi klarede 59 , før benzinmotoren vågnede. Forklaringen på Kiaens længere el- rækkevidde er foruden mindre trafik på Kia-turen  et større batteri på 11,26 kWh mod Golfens 8,8 kWh.

Da Shells medarbejder tankede tyskeren op efter de i alt 170,7 km med 43,5 km bykørsel, 60 km landevej og 67,2 km motorvej, 101 trafiklys og fire rundkørsler løb der 6,65 liter i tanken. Efter fradrag for de 40 kilometer på ren el, giver det 19,7 km/l, når benzinmotoren alene skal trække læsset.

Kia var mere forslugen. 6,4 ltr. benzin pressede vi ind efter de 170,7 km. Da  benzinmotoren kun var i drift over 111,7 km. giver det et forbrug for ren benzinkørsel på 17,5 km/l..

Ser man bort fra, at el også koster penge - f.eks. fordi man kan kan oplade bilen gratis på arbejdspladsen - opnåede vi en benzinøkonomi på 25,7 km/l. i VW Golf GTE, mens Kia Optima Plug-in Hybrid klarede 26,7 km/l.

For den bilist, der selv skal betale strømmen, ser regnestykket mindre attraktivt ud. VWen slugte 7,35 kWh i batteriet. Med en privat elpris på ca. 2,10 kr. pr. kWh (afhængig af selskab og type abonnement) giver det en eludgift på 15,44 kr. Det svarer med det aktuelle prisniveau til halvanden liter benzin, hvilket giver et teoretisk omregnet benzinforbrug på 8,15 ltr. svarende til 20,9 km/l.

Kia Optima kommer dårligere ud trods længere el-rækkevidde. Kiaen lod sig oplade med 10,6 kWh til en værdi af 22,3 kr. fra stikkontakten. Det svarer med samme literpris på benzin til 2,23 ltr. plus de 6,4 vi hældte i tanken. Altså 8,63 ltr. for 170,7 km svarende til 19,8 km/l.

Man kan også regne ud, at bilisten, der udelukkende pendler på strøm har en brændstofudgift på 39 øre pr. kilometer i Golfen og 38 øre i Optimaen. Omregnet til en benzinpris på 10 kroner svarer det til henholdsvis 25,6 og 26,3 km/l.

Desværre er regnestykket endnu mere kompliceret end som så. Bilisten, der lader derhjemme, og derefter kører almindelig hybridkørsel, vil formentlig komme ud med bedre forbrugstal, fordi den oplagrede strøm forbruges, når det bedst kan betale sig. F.eks. ved køkørsel og moderat hastighed. Mens hurtig fart giver mest mening og bedst økonomi ved benzindrift. Der er ikke meget mening i at brænde al strømmen af først og derefter  køre ren benzinkørsel.

Begge biler kører fremragende med Golfen som den mest sportslige og Optima som den mest komfortable og rummelige. Takket være de enorme fradrag i registreringsafgiften som følge af helt vanvittige nominelle forbrugstal - Optima Plug-in Hybrid er opgivet til 71,4 km/l, mens Golf GTE er opgivet til  66,7 km/l - er de ikke specielt dyre. Kia Optima Plug-in Hybrid koster fra 400.000 kr. Golf GTE fra 366.000 kr.

Specielt Golfen med de imponerende fartpræstationer  - 100 km/t  nås på 7,6 sekunder og toppen nås ved 222 km/t - er et attraktivt alternativ til en meget dyrere Golf GTI. For så vidt angår Optima, er jeg lidt i tvivl om målgruppen. En halvstor og halvdyr koreansk luksusbil med en grøn profil. Hvem er det lige, der vil kaste en lille halv mill. kroner efter den.

Personligt vil jeg hellere have en almindelig hybridbil. Man slipper for bøvlet med ledninger og ladere. Og de traditionelle hybrider kører reelt længere på literen, når den opladede strøms pris indregnes.  Nogle af dem har vi på samme teststrækning haft over 30 km/l.

 

Fakta:

Kia Optima Plug-in Hybrid 154 benzin / 68 hk el

Start tirsdag d.  18.8.  kl. 10.05

Tidsforbrug 185 minutter

Lufttemperatur start: 17,0 grader

Lufttemperatur slut: 20,5 grader

Testbil kørt: 1.700 km

Fejlvisning på triptæller: + 0,9 pct.

Fører: 85 kg.

Passager/bagage 110 kg.

Start/stop: Ja

Forbrug benzin: 6,4 ltr. liter Shell 95 oktan Fuelsave/ 26,3 km/l

Forbrug el: 10,6 kWh

 Opgivet forbrug: 71,4 km/l

Ruten var trafikeret under middel. Ingen koldkørsel. Let modvind på motorvej.

Testen er foretaget i samarbejde med Shell/Clever

 

Fakta:

Testbil VW GTE 150 hk benzin/102 hk el.

Start 11.2.  kl. 10.20

Tidsforbrug 192 minutter

Lufttemperatur start 19 grader

Lufttemperatur slut: 21 grader

Testbil kørt 16.000  km ved start

Fejlvisning på triptæller: +0,0 pct

Fører: 85 kg

Passager/bagage: 80 kg

Start/stop: Ja

Forbrug benzin: 6,65 ltr. Shell Fuelsave 95 oktan / 25,7 km/l

Forbrug el: 7,35 kWh

Opgivet forbrug: 66,7  km/l

Ruten var trafikeret over middel. Ingen koldkørsel. Svag modvind på motorvej.

Testen er foretaget i samarbejde med Shell / Clever