28. maj 2018 - FDM

Bilejere er mere tilfredse med deres biler
Danskernes tilfredshed med deres biler har aldrig været større.

Af 21 bilmærker går 18 frem i årets autoindex. Hvorimod Mercedes-Benz, Renault og Fiat går tilbage
FDM


Danskernes tilfredshed med deres biler har aldrig været større. Selv de dårlige biler er bilejerne blevet gladere for. Det viser FDMs årlige AutoIndex-undersøgelse, der igen-igen toppes af BMW.

De danske bilejere bliver stadig mere tilfredse med deres biler. Faktisk har den gennemsnitlige tilfredshed aldrig været højere. Det viser årets store AutoIndex-undersøgelse blandt 36.000 bilejere.
 
Det er dog ikke kun bilernes køreegenskaber, der gør smilene bredere blandt bilejerne. Også tilfredsheden med forhandlere og værksteder er steget. Af de 21 bilmærker, der er med i AutoIndex, går de 18 samlet frem. Kun Mercedes-Benz, Renault og Fiat går tilbage.
 
”Selve kvaliteten af bilen kan importører og forhandlere ikke gøre så meget ved. Det kan de til gengæld, når det gælder oplevelsen hos forhandleren og på værkstedet. Det er tydeligt, at de her har oppet sig, og der i dag er et generelt større fokus på kvalitet og kundeservice. Der er ingen tvivl om, at det til dels kan tilskrives det fokus, som AutoIndex gennem årene har sat på bilejernes manglende tilfredshed med de dårligste mærkeværksteder,” siger Bo Christian Koch, chefredaktør på FDMs medlemsmagasin Motor.
 
Det er 16. gang, at FDM beder de danske bilejere vurdere med deres bil. Og igen i år er det BMW, der topper AutoIndex efterfulgt af Volvo og Mercedes-Benz, mens Fiat endnu en gang er bundprop blandt de 21 bilmærker.
 
”BMW synes urørlige og er for 7. år i træk det bilmærke, bilejerne er mest tilfredse med. Ifølge dem er der ikke mange fingre at sætte på selve bilen. Til gengæld går BMW en smule tilbage, når det kommer til bedømmelsen af deres værksteder og forhandlere,” siger Bo Christian Koch, og tilføjer:  
 
”Lige så interessant er årets højdespringer, Seat, som går frem på alle parameter fra en 20. plads sidste år til en 11. plads. Det er godt gået og viser, at VWs spanske søstermærke bestemt ikke er et andenrangsprodukt. Det samme gælder Skoda, der for længst har konsolideret sig som et bilmærke, der lever op til bilejernes forventninger. Faktisk er Skoda-ejerne langt hen ad vejen mere tilfredse med deres bil end VW-ejere.”
  
AutoIndex er gennemført af Loyalty Group for FDM blandt 36.000 danske bilejere. Undersøgelsen er gennemført i perioden januar-marts 2018. I det samlede svar vægtes bilens kvaliteter med 40 procent, mens vurderingen af værksted, forhandler og loyalitet over for mærket vægtes med hver 20 procent.