18. juli 2018 - FDM

Bedre vilkår for leje af leasingbil
Nu bliver det lettere at leje privatleaset bil ud.

Ny ændring i FDMs og Finans og Leasings fælles privatleasingkontrakt giver forbrugerne mulighed for at leje leasingbilen ud eller dele den med andre. (Foto: FDM)
FDM

Ny ændring i FDMs og Finans og Leasings fælles privatleasingkontrakt giver forbrugerne mulighed for at leje leasingbilen ud eller dele den med andre. En fremtidssikring af den fælles leasingkontrakt, mener FDM og brancheorganisationen Finans og Leasing.

Det er ikke længere kun den enkelte leasingtager, der må sidde bag rattet i leasingbilen. SKAT har nemlig principgodkendt en ændring i FDMs og brancheorganisationen Finans og Leasings standardkontrakt, så det nu er muligt at leje leasingbilen ud til andre. Dog kun hvis det enkelte leasingselskab vælger at gøre brug af denne mulighed. Eksempelvis igennem de såkaldte delebilstjenester.
 
Både FDM og Finans og Leasing mener, det er en fremtidssikring af den fælles standardkontrakt.
 
”Der er sket en stor udvikling inden for det at have bil. Det betyder, at nogle forbrugere er interesserede i at leje deres bil ud, når de ikke selv benytter den. Derfor er vi glade for, at vores standardaftale nu giver mulighed for, at leasingselskaberne kan vælge at tilbyde, at bilen må videreudlejes. Det er i hvert fald ikke vores leasingkontrakt, der spænder ben,” siger afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning, Lennart Fogh, og tilføjer:
 
”Det bliver spændende at se, hvilke leasingselskaber der vil gribe muligheden for, at leasingtager kan dele bilen med andre.”
 
Det er op til det enkelte leasingselskab at afgøre, om de vil tillade, at leasingbilen må udlejes. Det giver selvsagt et langt større slid på bilen med mange forskellige brugere og dermed en helt anden risiko.
 
”Hvis leasingselskabet tillader udlejning, er det vigtigt at gøre forbrugeren opmærksom på, at hun skal sikre sig, at bilforsikringen også dækker eventuelle skader som følge af udlejning, eller tilbyde en særlig forsikringsdækning, der tager højde for det,” siger direktør i Finans og Leasing, Christian Brandt, og tilføjer:
 
”Vi er glade for, at de af vores medlemmer som vil tilbyde denne mulighed, nu kan gøre det under den fælles standardkontrakt udarbejdet i samarbejde med FDM”.