13. februar 2019 - BMW

Et elektrisk 2018 for BMW
BMW har solgt over 140.000 elektrificerede biler.

BMW Group er på europæisk plan markedsledende, og salget af elektrificerede biler på verdensplan steg i 2018 med 38,4 procent.
BMW

BMW Group solgte mere end 140.000 elektrificerede - fuldelektriske og plug-in-hybrid - biler i 2018 og cementerer dermed sin markedsledende position inden for elektrisk mobilitet. Totalt blev der leveret 142.617 elektrificerede BMW og MINI på verdensplan.

"Siden lanceringen af BMW i3 i 2013, har BMW Group succesfuldt øget salget af elektrificerede biler. Med mere end 140.000 solgte biler i 2018 har vi endnu engang nået vores ambitiøse mål", siger Harald Krüger, bestyrelsesformand hos BMW AG.

"Dette fantastiske salgsresultat og vores imponerende markedsandel viser, at vores biler lever op til det, kunderne efterspørger. I lande, der tilbyder en passende infrastruktur og støtte via lovgivningen ser vi, hvor hurtigt elektromobilitet kan blive normen. Jeg er overbevist om, at der i slutningen af dette år vil være i alt en halv million elektrificerede BMW og MINI biler på vejene, efterfulgt af endnu flere, idet vi fortsat udvider vores modelprogram i løbet af de næste år", fortsætter Harald Krüger.

Markedsleder og stigende markedsandel

Europa er den største salgsregion for fuldelektriske og plug-in-hybrid biler, og står for over 50% af salget i 2018. Med salget af over 75.000 elektrificerede biler i Europa alene, er BMW Group markedsledende i regionen med en markedsandel på over 16%.
Den stigende interesse ses tydeligt i statistikkerne. De elektrificerede biler stod i 2018 for 6% af det samlede salg af BMW og MINI, mens andelen i 2017 var på 4%.

Lanceringer i 2019

I år vil der blive lanceret flere plug-in-hybrider, herunder den nye BMW X5 plug-in-hybrid og den nye BMW 3-serie plug-in-hybrid. Begge modeller får den nyeste generation af elektrisk drivlinje med en rækkevidde på hhv. 80 og 60 km. Sidst i 2019 vil den helt nye og fuldelektriske MINI Electric blive afsløret.