29. september 2019 - Toyota

Toyota frigiver patenter
Toyota vil fremme udbredelsen af elektrificerede køretøjer.

Med frigivelsen af 24.000 patenter og tilbuddet om teknisk support håber Toyota, at fremme udviklingen og udbredelsen af elektrificerede køretøjer.
Toyota

Toyota vil fremme udbredelsen af elektrificerede køretøjer og frigiver nu 24.000 patenter inden for hybridteknologi og tilbyder samtidigt teknisk support til andre producenter. Toyotas opsigtsvækkende tiltag skal være med til at hjælpe regeringer, bilproducenter og samfundet generelt med at nå de klimarelaterede mål.

Der skal bruges både tid, penge og ressourcer for at udvikle bæredygtig mobilitet, som hjælper med at bekæmpe den stigende udledning af forurenende og sundhedsskadelige stoffer. Men med to opsigtsvækkende tiltag relateret til Toyotas patenter og tekniske viden ønsker den japanske mobilitetsgigant nu at hjælpe bilbranchen generelt med at sætte endnu mere fart på udbredelsen og brugen af elektrificerede køretøjer – herunder hybridbiler.

Toyota meddelte således i dag, 3. april 2019, at man vil frigive knap 24.000 patentlicenser – heriblandt også endnu ikke godkendte ansøgninger til fremtidig elektrificeringsteknologier som fx hybridteknologi til køretøjer. Derudover vil Toyota tilbyde gebyrbaseret teknisk support til andre producenter, der udvikler og sælger elektrificerede køretøjer. Denne tekniske support vil Toyota stille til rådighed over for de producenter, der bruger Toyotas motorer, batterier, effektstyringsenheder, motorstyringsenheder og andre elektrificeringsteknologier til køretøjer.

Hjælper med at nå klimamål

Toyota ønsker med de nye tiltag at fremme udbredelsen af elektrificerede køretøjer som fx hybridbiler og dermed være med til at hjælpe regeringer, andre bilproducenter og samfundet generelt med at nå de klimarelaterede mål.

”Vi modtager løbende et stort antal forespørgsler om vores køretøjers elektrificeringssystemer fra virksomheder, der erkender behovet for at popularisere hybrid og andre elektrificerede teknologier til biler. Derfor mener vi, at det nu er tid til at samarbejde bredt,” lyder det fra Shigeki Terashi, bestyrelsesmedlem og direktør i Toyota Motor Corporation.

”Hvis antallet af elektrificerede køretøjer stiger betydeligt i løbet af de næste ti år, bliver det også mere standarden, og vi håber hos Toyota på at komme til at spille en vigtig rolle i denne proces,” bemærker Shigeki Terashi.

De frigivne patenter omhandler avancerede teknologier, som findes i elektrificerede køretøjer, især i hybridbiler, og har hjulpet Toyota med at udvikle hybridteknologi, der både præsterer bedre, fylder mindre og også koster mindre. Mere specifikt består de omfattede patenter af både dele og systemer, som fx elmotorer, effektstyringsenheder og systemkontrolenheder.

Og så er det konkret kerneteknologi, der kan anvendes til udvikling af forskellige typer elektrificerede køretøjer, herunder hybridbiler, plug-in hybridbiler, elbiler og brintbiler. Toyota frigiver i alt 23.740 patenter, som er opbygget gennem mere end 20 års forsknings- og udviklingsarbejde.

Frigav allerede patenter i 2015

Det er ikke første gang, at Toyota frigiver banebrydende patenter for at hjælpe med at sætte skub i udviklingen af bestemte teknologier. I 2015 frigav Toyota 5.680 patenter til brintbiler og tilføjer nu yderligere 2.590 patenter relateret til elmotorer, 2.020 patenter relateret til effektstyringsenheder, 7.550 patenter relateret til systemkontrolenheder, 1.320 motortransaksel-patenter, 2.200 patenter på opladning og yderligere 2.380 patenter på brændselsceller. Det bringer det samlede antal af frigivne patenter til brintbiler op på 8.060.

Den gebyrbaserede tekniske support, som Toyota ud over patenterne også tilbyder fra i dag, inkluderer et overblik over bilers hybridsystemer, vejledninger til kontrol og detaljerede tuning-guides til biler, som systemerne skal installeres i. Den vejledning, som Toyota vil tilbyde, omhandler bl.a. hjælp til andre bilproducenter med at opnå et højt produktniveau i relation til brændstofeffektivitet, output og motorstøjreducering i de biler, de arbejder på at udvikle.

Med frigivelsen af 24.000 patenter og tilbuddet om teknisk support håber Toyota, at der bliver sat ekstra skub i udviklingen og udbredelsen af elektrificerede køretøjer over hele verden. Den japanske koncern har længe betragtet den generelle udbredelse af elektrificerede teknologier som en topprioritet, da det er Toyotas stærke overbevisning, at miljørigtige køretøjer først for alvor vil bidrage til bekæmpelsen af klimaændringerne, hvis de bliver vidt udbredt og på den måde kan reducere udledningen af CO2.

Toyota satte sig i 2015 nogle mål for at reducere virksomhedens egne udledninger af forurenende stoffer og lancerede Toyota Environmental Challenge 2050. Toyotas miljøudfordringer består af et sæt langsigtede mål inden for bæredygtighed med det formål helt at fjerne CO2-udledningen fra virksomhedens biler og fabrikker. I 2017 annoncerede Toyota så en salgsplan frem til slutningen af 2030 med det formål at udbrede elektrificerede køretøjer. Toyotas plan er helt konkret at sælge 5,5 mio. elektrificerede køretøjer årligt i 2030 – herunder 1 mio. batteridrevne elbiler.