10. oktober 2019 - Audi

Nyheden Audi RS 4 Avant
Ny Audi RS 4 Avant er dynamik og anvendelighed.

RS 4 Avant introduceres i Danmark i slutningen af 2019. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.
Audi

Audi Sport har gjort den RS 4 Avant, der blev præsenteret i september 2017, endnu skarpere i mange detaljer. Den nydesignede front og det sportslige interiør med det nye betjeningssystem MMI touch understreger de atletiske ambitioner i succesmodellen med de legendariske aner. Den momentstærke V6-biturbomotor med en ydelse på 450 hk overfører hele 600 Nm til krumtapakslen i et bredt omdrejningsområde fra 1.900 til 5.000 omdrejninger.

”Kombinationen af konsekvent sportslighed og uindskrænket anvendelighed i dagligdagen kan for nogen være en ukonventionel tanke, men for os er denne high performance-Avant et af de bedste koncepter i vores 25-årige historie”, siger Oliver Hoffmann, der er øverste chef for Audi Sport GmbH. ”Som vores mangeårige bestseller bidrager Audi RS 4 Avant i høj grad til succesen hos Audi Sport GmbH.”

Muskuløst design

Frontpartiet på den nye RS 4 Avant er blevet komplet nydesignet, og dermed adskiller RS 4 Avant sig markant fra A4 Avant. Singleframe-grillen er bredere og lavere i forhold til grundmodellen, og ligesom dens store RS-brødre RS 6 Avant og RS 7 Sportback har RS 4 Avant nu også den RS-typiske tredimensionelle bikubestruktur i sort højglans. Den rammeløse singleframe-grille med RS 4-logo giver fronten et clean look, og grillen er integreret direkte i stødfangeren med de store luftindtag i frontens sider og de lodrette flaps.

LED-forlygterne på RS 4 Avant har også fået nyt design. Matrix-LED-forlygterne (ekstraudstyr) med mørkttonede blænder fuldender den opdaterede front på denne high performance-Avant og adskiller den fra de øvrige modeller i A4-familien. Hjulkasserne med quattro-kanter er 30 mm bredere i hver side både for og bag sammenlignet med Audi A4 Avant. Designelementer i sort højglans, som er placeret lige ved siden af forlygterne, understreger optisk bredden på den nye RS 4 Avant.

Optikpakkerne i sort højglans, mat aluminium og kulfiber giver et individuelt præg på indlæggene i panelerne, sidespejlhusene samt på den forreste og bageste stødfanger. Til optikpakkerne i sort højglans og kulfiber kan man også tilvælge Audi ringene og RS-modelbetegnelserne foran og bagpå i sort. For mere understatement kan RS-logoerne helt fravælges.

En drivlinje fuld af trækkraft
Audi Sport GmbH bygger med 2.9 TFSI V6-biturbomotoren videre på den legendariske 2,7-liters V6-motor i den første RS 4 Avant fra 1999 (se vedhæftede „Audi RS 4 Avants legendariske historie“). Dengang havde V6-biturbomotoren en ydelse på 380 hk. I den nye RS 4 Avant ligger ydelsen i dag på 450 hk – en ydelse på 155,5 hk pr. liter – og dermed accelererer RS 4 Avant fra 0 til 100 km/t på blot 4,1 sek. TFSI-motoren vejer kun 182 kg, hvilket er 31 kg mindre end V8-motoren i forgængermodellen fra 2012. Det profiterer totalvægten og fordelingen af akseltrykket af – to forudsætninger for de imponerende præstationer. V6-biturbomotoren leverer et drejningsmoment på 600 Nm til krumtapakslen i et bredt omdrejningsområde fra 1.900 til 5.000 omdr./min. Med RS-dynamikpakken bliver den elektronisk begrænsede tophastighed hævet fra 250 til 280 km/t.

2.9 TFSI-motorens to turboladere fungerer på hver deres cylinderrække og opbygger et ladetryk på op til 1,5 bar. Som i alle V6- og V8-motorer fra Audi er laderne monteret i en 90-graders indvendig vinkel i cylinderrækkerne, og derfor ligger topstykkernes udstødningsside indvendigt og indsugningssiden udvendigt. Den konstruktion giver mulighed for en kompakt opbygning og korte gasvandringer med minimale strømningstab – 2.9 TFSI-motoren reagerer dermed særligt spontant på speederbevægelser.

Kraften fra 2.9 TFSI-biturbomotoren overføres via en sportsligt afstemt 8-trins tiptronic til det permanente firehjulstræk quattro. Ved almindelig kørsel har systemet en opsætning med fokus på bagakslen. Systemets rent mekaniske midterdifferentiale sender 60 % af momentet til bagakslen og 40 % til forakslen. Hvis hjulene på en af akslerne begynder at spinde utilsigtet, overføres størstedelen af trækkraften automatisk og lynhurtigt til den anden aksel – op til 70 % til forakslen og op til 85 % til bagakslen. Disse høje spærreværdier giver mulighed for en klart defineret momentfordeling og et yderst præcist samspil med reguleringssystemerne i ESC og torque vectoring.

quattro-sportsdifferentialet (ekstraudstyr) med RS-specifik afstemning sørger for en endnu mere dynamisk respons ved indstyring i og acceleration ud af sving. Det fordeler momenterne aktivt og målrettet mellem baghjulene og forbedrer på den måde vejgrebet, stabiliteten og dynamikken. Ved indstyring eller acceleration i et sving ledes momentet primært hen til det baghjul, der er yderst i svinget – bilen presses nærmest ind i svinget, og enhver tendens til understyring elimineres. I tilfælde af overstyring stabiliserer sportsdifferentialet bilen ved at tilføre moment til det hjul, der er inderst i svinget.

Sportsligt afstemt undervogn
Ved hjælp af Audi drive select kan føreren påvirke støddæmperkarakteristikken i tre trin og dermed individualisere køreoplevelsen. Den nye støddæmpergeneration med integreret aktiveringsventil er mere kompakt og lettere. Derudover giver den mulighed for en endnu større spredning af dæmpningskræfterne mellem indstillingerne comfort og dynamic samt en mere præcis afstemning af undervognen ved høje dæmpningskræfter, som især optræder ved dynamisk kørsel i sving. Resultatet er, at RS-sportsundervogn med Dynamic Ride Control (ekstraudstyr) sørger for en udpræget komfortabel kørefornemmelse i indstillingen comfort. I programmet dynamic leverer den en usædvanligt stram kørepræcision også ved høje hastigheder i sving.

Føreren kan gøre sin personlige køreoplevelse mere individuel via det standardmonterede køredynamiksystem Audi drive select. Man kan vælge mellem fem forskellige profiler: comfort, auto, dynamic og de individuelt konfigurerbare RS-specifikke indstillinger RS1 og RS2. Køredynamiksystemet Audi drive select påvirker blandt andet motor- og gearkassestyringen, servofunktionen, undervognen, den dynamiske styring, quattro-sportsdifferentialet, motorlyden samt klimaanlæggets karakteristik. Indstillingen RS2, som kan konfigureres individuelt, har til formål at påvirke den elektroniske stabilitetskontrol ESC hurtigt med et tryk på en knap.

Fra fabrikken kører den nye RS 4 Avant på 19” smedede aluminiumsfælge med dæk i størrelse 265/35. Som ekstraudstyr fås forskellige fælgdesign på 20”, herunder en kompletfræset fælg i 5-eget design komplet lakeret i mat bronzefarve. Dækkene er i størrelse 275/30. Stærke RS-stålbremser med perforerede splitskiver sørger for en suveræn nedbremsning. Deres diameter udgør 375 mm på forakslen og 330 mm på bagakslen.

Interiør med opkoblet cockpit
Kabinen i Audi RS 4 Avant er holdt i sort. LED-lysledere gengiver konturerne af dørene og midterkonsollen, og panellisterne med lys og RS 4-modelbetegnelse byder fører og forsædepassager velkommen. Som ekstraudstyr tilfører RS-designpakken ekstra farve til kabinen på midterkonsollen samt på armlænene, selerne og måtterne med RS-logo. Rattet, gearvælgeren og kabinens knæ-pads er udført i Alcantara med røde kontrastsyninger. Som et nyt highlight kan man til RS-designpakken i rød også få sædeelementet i ryglænet i den passende farve.

Det 10,1” store MMI touch-display er det centrale element i det nye betjeningssystem. Det er drejet let mod føreren i centrum af instrumentpanelet. Ved hjælp af visningen ”RS-Monitor” får føreren et overblik over temperaturstatussen for drivlinjekomponenterne, de maksimale g-accelerationsværdier samt informationer om dæktryk og -temperatur. I Audi virtual cockpit informerer specielle RS-visninger om dæktryk, drejningsmoment, ydelse, motorolietemperatur, omgangstidsmålinger, accelerationsmålinger og g-kræfter. Gearskifteindikatoren opfordrer føreren til at geare op, når omdrejningstalsgrænsen er nået.

Via en ny ”RS-MODE”-knap på RS-multifunktionssportslæderrattet med flad bund kan føreren vælge de to indstillinger RS1 og RS2 i Audi drive select direkte. Derved åbnes automatisk de RS-specifikke visninger i Audi virtual cockpit. De nye aluminiumsskiftekontakter er markant større end hidtil. Ud over rattet og panellisterne med lys er der også RS-logo på RS-sportssæderne med bikubeformet mønster (ekstraudstyr) og på skiftekulissen.

Alsidigt udstyr

RS 4 Avant byder på samme anvendelighed i dagligdagen som A4 Avant-basismodellen. Bagagerummet kan rumme 495 l, og med bagsæderyglænet klappet frem og læsset helt til loftet vokser det til 1.495 l.

Som ekstraudstyr understøtter RS 4 føreren i mange situationer: Over 30 førerassistentsystemer understreger denne high performance-Avants allroundegenskaber. De systemer, der fås som ekstraudstyr, er sammenfattet i pakkerne ”Tour” og ”City”. Herunder den adaptive kørselsassistent inklusive Stop&Go-funktion for automatisk afstandsregulering, vejkrydsassistenten, vognbaneadvarslen eller kantstensadvarslen.

Kunderne til RS 4 Avant kan vælge mellem otte forskellige lakfarver, herunder også den nye unilakfarve turboblå og den nye metallakfarve tangorød. I programmet fra Audi exclusive findes der derudover en lang række andre individuelle lakfarver som eksempelvis nogaroblå perleeffekt. Denne farve prægede allerede i 1994 RS 2 Avant som den legendariske forløber for alle RS-modellerne.

Audi RS 4 Avant i Danmark

RS 4 Avant introduceres i Danmark i slutningen af 2019. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.