5. januar 2021 - De Danske Bilimportører

Grønt vendepunkt i 2020
Salget af grønne opladelige biler blev over tredoblet i 2020.

I 2020 blev der i alt indregistreret 198.132 antal personbiler i Danmark. Salget af grønne opladelige biler blev over tredoblet, hvilket slår alle rekorder.
De Danske Bilimportører

”2020 blev året, hvor danskerne for alvor begyndte at tage den opladelige teknologi til sig. Salg af grønne opladelige biler steg markant, og vi forventer at bilsalget i 2021 vil fortsætte på den grønne bølge” siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører og fortsætter:

”December blev første gang elbilsalget oversteg 3.000 solgte enheder på en måned, men jeg er overbevist om, at der ikke går længe, før vi ser rekorden slået igen.”

Udsigten til nye afgifter satte drøn på bilsalget
Det var ikke bare de grønne biler, der havde medvind i december. Også det generelle personbilsalg havde fart på, og det månedlige salg oversteg for første og eneste gang i 2020 20.000 nye biler med 22.739 nyregistreringer.

Da det stod klart, at det nye afgiftssystem ville træde i kraft d. 18. december 2020, fik de danske bilforhandlere rigtigt travlt, og der blev indregistreret knap 3.900 nye personbiler på sidste dagen for de gamle afgifter.  

”Det høje personbilsalg i december skal ses i lyset af, at mange forbrugere givetvis har ventet på vished om det nye afgiftssystem. Den vished fik forbrugerne og branchen endelig i starten af december, og det afspejlede sig også i bilsalget.” siger Mads Rørvig
Afgiftsændringen med virkning fra 18. december 2020 behandles stadig i Folketinget, og forventes vedtaget endeligt i det nye år.

Corona satte sit præg på bilsalget

Som med som mange andre brancher, blev bilsalget også påvirket af salget i 2020. Det samlede bilsalg lægger 12,2 procent under 2019, hvilket primært skyldes tilbagegangen i marts, april og maj måned.

”Coronavirussen gør desværre, at det samlede bilsalg er lavere end året før. Dog kom bilsalget tilbage på normalt niveau efter sommerferien, og tog for alvor fart i slutningen af året. Vi må også forvente, at starten af 2021 vil været præget af nedlukningen, selvom mange bilforhandlere har flyttet salget elektronisk.” siger Mads Rørvig

Fart på personbilsalget i december
2020 sluttede stærkt af. 22.739 nye personbiler blev indregistreret i årets sidste måned – det er en stigning på 46,8 procent ift. december 2019, hvor der blev solgt 15.493 nye biler.
Samlet fik 198.132 biler plader på i det forgangne år, hvilket betyder, at 2020 ender 12,2 procent under sidste års niveau. I 2019 blev der nyregistreret 225.581 biler.








De tre mest populære mærker i 2020 var hhv. Volkswagen, Peugeot og Toyota.

Nye salgsrekorder for både elbiler og plug-in hybrider
3.845 nye elbiler rullede ud på vejene i december måned. Det var ikke bare det højeste antal på en enkelt måned i 2020, men nogensinde. Den forgangne måneds salg var hele 324,4 procent over niveauet i december 2019, hvor 906 elbiler fik plader på.

Elbilerne var generelt godt kørende i 2020, og det er blevet til intet mindre end 14.234 nye elbiler de seneste 12 måneder. Det er en stigning på 157,7 procent ift. 2019, som kunne prale af lidt over 5.500 elbiler.







Også plug-in hybriderne fortsatte det gode momentum i december måned. Med 3.503 nye plug-in’er blev salgsrekorden fra juli måned allerede overgået. I forhold til december 2019, som bød på 262 plug-in’er, var plug-in-salget i den forgangne måned over 13 gange så højt.

Set over hele året 2020 er Danmark blevet 18.248 nye plug-in’er rigere. I 2019 stod der 3.885 på bundlinjen – altså, bød 2020 på en stigning på 369,7 procent.







Salget af opladelige biler udgjorde 32,3 procent af det samlede personbilsalg i den forgangne måned. Til sammenligning var andelen af el- og plug-in hybridbiler hhv. 5,9 og 1,7 procent i december 2019.



I 2020 var 16,4 procent af de nye personbiler enten været el- eller plug-in hybridbiler.



De alm. (ikke-opladelige) hybridbiler stod for 1.016 af december måneds nyregistreringer. Det er en stigning på 74,3 procent ift. december 2019, som bød på 583 nye alm. hybrider.
 
2020-salget af alm. hybrider endte på 9.227 biler svarende til en nedgang på 6,1 procent ift. 2019, hvor der blev indregistreret 9.822 alm. hybrider.

Salgsudviklingen i segmenterne
SUV’erne fortsatte deres fremfærd i 2020, hvor de stod for 33,2 procent af alle nyregistreringer. Det er en stigning på 4,9 procent ift. 2019. Stigningen sker på bekostning af de fleste andre bilklasser. Mellem-klassen og MPV’erne gik mest tilbage og tabte begge en markedsandel på 1,3 procentpoint ift. 2019.



Igen i 2020 stod Lille- og Mellemklasse-SUV’erne for langt størstedelen af de nye SUV’er. Disse klasser er typisk ikke meget anderledes end alm. familiebiler, blot lidt højere.

Den største ændring inden for SUV-segmentet det forgangne år var, at de store SUV’er mistede popularitet, imens Lille-SUV’erne øgede deres andel af markedet med 3,4 procentpoint.