21. juni 2021 - BMW

Ny BMW 4-serie Gran Coupé
BMW 4-serie Gran Coupé får dansk premiere til november.

BMW 430i Gran Coupé i farven Brooklyn Grey.
BMW

 
Som en naturlig følge af lanceringen af den nye BMW 4-serie Coupé i oktober sidste år og lanceringen af BMW 4-serie Cabriolet her i foråret samt afsløringen af den kommende fuldelektriske BMW i4 i sidste uge, følger nu den nye BMW 4-serie Gran Coupé, som får dansk premiere i november måned.

Den anden generation af BMW 4-serie Gran Coupé er klar til at bygge videre på sin forgængers succes med BMW’s velkendte køreglæde blandet med sportslig elegance og praktiske og funktionelle kvaliteter.

Fra lanceringsstart vil der være i alt fem modelvarianter, herunder også en model fra M-afdelingen. Alle modeller produceres på samme fabrik i München, hvor også den kommende BMW i4 samt BMW 3-serie Sedan og Touring bliver produceret.
 
Karakteristiske proportioner 
De karakteristiske proportioner på BMW 4-serie Gran Coupé udtrykkes klart i det udvendige design. Bilen måler 4.783 mm i længden, 1.852 mm i bredden og 1.442 mm i højden. Den er dermed 143 mm længere, 27 mm bredere og 53 mm højere end sin forgænger. Akselafstanden er 2.856, hvilket er 46 mm længere end forgængeren.

Proportionerne sikrer en meget rummelig kabine og et bagagerum på 470 liter. Dette kan udvides til 1.290 liter, hvis man lægger bagsæderne ned.

I kabinen giver de fem sæder fantastisk komfort til alle passagerer. Bagsædet med nedfoldelige nakkestøtter gør det muligt at montere tre barnesæder. Sportssæder og sportslæderrat er standard.

Det standardmonterede BMW Live Cockpit Plus giver via den store informationsskærm intuitive og førerorienterede informationer. Ligeledes standard er integrationen med Apple CarPlay og Android Auto - og Remote Software Upgrade sørger for, at bilen altid er fuldt opdateret.

De dristige og udtryksfulde linjer på forenden af bilen giver sammen med de slanke LED-lygter det karakteristiske udtryk. De rammeløse døre og den elegante og sportslige silhuet understreger - sammen med de vandrette linjer på bagenden - den muskuløse statur, som ligeledes forstærkes af en sort finish på den nederste del af bagenden. 

Mild hybrid og Sprint-funktion
Den nye BMW 4-serie Gran Coupé er ligesom Coupé- og Cabriolet-udgaverne udstyret med mild hybrid-teknologi, som består af en 48-volts starter-generator, som muliggør regenerering af bremseenergien samt et yderligere batteri til at opbevare energien. Dette giver en boost-effekt på 11 hk, der kan bruges ved acceleration. Systemet forbedrer samtidig komforten ved igangsætning, når det automatiske start/stop-system er aktivt. Mild hybrid er tilgængelig i BMW M440i xDrive Gran Coupé samt de to dieselversioner.

Alle modeludgaver har en ottetrins Steptronic automatgearkasse. Som standard har BMW M440i xDrive Gran Coupé dog en ottetrins sportsautomatgearkasse med gearskiftekontakter på rattet samt en Sprint-funktion. Sprint-funktionen giver endnu skarpere gearskifte og sikrer maksimal dynamik ved mellemaccelerationer eller overhaling. Sportsautomatgearet inklusive Sprint-funktionen kan tilvælges til de øvrige modeller.

Modeller ved lanceringsstart
BMW 420i Gran Coupé og BMW 430i Gran Coupé – begge med en firecylindret benzinmotor og henholdsvis 184 hk og 245 hk. BMW M440i xDrive Gran Coupé med en sekscylindret benzinmotor, 374 hk og en acceleration fra 0-100 km/t på 4,7 sek.
Derudover kommer der to dieselvarianter: BMW 420d Gran Coupé og BMW 420d xDrive Gran Coupé – begge med firecylindret dieselmotor og 190 hk. xDrive-udgaven er med BMW’s intelligente firehjulstræk.
 
Der er altså lagt op til en komplet BMW 4-serie familie i løbet af de kommende måneder.
Prisen på den nye BMW 4-serie Gran Coupé vil blive kommunikeret senere på året.