17. november 2021 - Bilbranchen

Coronapas godt for bilbranchen
Vi skal undgå omfattende nedlukninger i samfundet.

Det er afgørende, at virksomheder nu må kræve et gyldigt coronapas fra medarbejderne, lyder det fra direktør Thomas Møller Sørensen, Bilbranchen i DI.
Bilbranchen


Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en trepartsaftale, der skal gøre det muligt for virksomheder at kræve, at ansatte viser gyldigt coronapas. Det falder i god jord hos Dansk Industri (DI) og Bilbranchen, der har presset på for, at dette skulle blive en mulighed.
 
- Det er glædeligt, at regeringen og arbejdsmarkedets parter har handlet så hurtigt. Ønsket om at arbejdsgivere må kræve at se coronapas er ikke mindst kommet fra DI, og Bilbranchen har på de indre linjer skubbet på for en sådan mulighed, siger direktør Thomas Møller Sørensen, Bilbranchen i DI.
 
- Vi skal for alt i verden undgå omfattende nedlukninger i samfundet. Med den kommende lov kan arbejdsgivere nu vælge at bede om et gyldigt coronapas fra alle medarbejdere. Det vil sikre tryghed på den enkelte arbejdsplads og være et vigtigt bidrag til holde gang i produktion og service i samfundet.
 
Regeringen vil nu bede Folketingets øvrige partier om mulighed for hastebehandling i Folketinget og om opbakning til, at aftalen kan omsættes til lovgivning.