14. juli 2022 - De Danske Bilimportører

Grøn fremgang midt i tilbagegang
I juni 2022 blev der indregistreret 14.755 nye personbiler.

Bestanden af elbiler i Danmark er over fordoblet det sidste år. I dag er der indregistreret 88.351 elbiler i Danmark mod 41.556 samme tidspunkt sidste år.
De Danske Bilimportører


I juni 2022 blev der indregistreret 14.755 nye personbiler, hvilket er en tilbagegang på 27,2 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Med 73.490 indregistrerede personbiler viser første halvår af 2022 også en tilbagegang på 23,8 procent. Dog er bestanden af elbiler i kraftig vækst. 
 
Bilindustrien er fortsat ramt af mangel på delkomponenter, og forventningen til det samlede bilsalg for 2022 er blevet nedjusteret, da udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen. Dog sælges der markant flere elektriske biler end i samme periode sidste år.

Bestanden af elbiler i Danmark er over fordoblet det sidste år. I dag er der indregistreret 88.351 elbiler i Danmark mod 41.556 samme tidspunkt sidste år.
 
”Indregistreringstallene er generelt faldende grundet den globale forsyningskrise. Det er dog bemærkelsesværdigt hvor hurtigt skiftet til de grønne biler går i Danmark”, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
 
I årets første 6 måneder er der indregistreret 12.159 nye elbiler, hvilket er en markant fremgang i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Nye EU-mål skærper kravene til opladning
EUs institutioner har netop vedtaget, at der fra 2035 kun må sælges 0-emissions biler. Bilproducenterne er med massive investeringer i ny grøn teknologi godt på vej til at nå målet. Dog bliver adgangen til opladning nøglen til succes.

"Vi er meget bekymrede for, om Europa når at få fuldt udbygget ladeinfrastrukturen frem mod 2035. Hvis ikke det lykkes, får vi ikke for alvor nedbragt CO2-udledningen. Det er dog positivt at se, hvor mange nye aktører, der melder sig på markedet for opladning, selvom det stadig går for langsomt med opsætning af ladestandere i Europa", siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.