12. september 2002 - sportscartesting.com

Hidsig varevogn
Ny Opel Zafira på gule plader får hele 192 hestekræfter

Grr-grr. En varevogn behøver ikke at være en gammel bovlam smadderkasse.
Af sportscartesting.com
SÅ ER DER knald på de gule nummerplader igen. Husker du Porsche 928 pick-up på gule - og amerikansk Camero-power på skilte i samme farve?

Nu kommer Zafira OPC Turbo Flexivan - en helt speciel dansk model. Europas hurtigste varebil koster i Danmark på gule nummerplader cirka 220.000 kroner plus cirka 42.500 kroner i moms.

Fra MPV til gule plader
Den danske Zafira OPC er ny og hurtig model, oprindeligt en 7-personers sports-MPV med en motor på 192 hestekræfter og en tophastighed på 220 kilometer i timen. I den danske udgave findes alt det oprindelige udstyr - men der er kun de to forsæder i varebilen Flexivan Turbo.

Den 16-ventilede 2,0-liters ECOTEC-motor giver en acceleration fra 0 til 100 kilometer i timen på kun 8,2 sekunder, og forbruget ved blandet kørsel (MVEG) svarer til 9,9 kilometer literen. Udstødningens renhed opfylder allerede de kommende Euro 4-krav.

Bygget til præstationer
Undervognen er ændret til de mere kraftfulde præstationer. Forhjulene har 308 millimeter ventilerede bremseskiver, baghjulene 264 millimeter skiver og både antispind-systemet TC Plus og ESP-systemet er justeret til senere aktivering end normalt. Letmetal-fælgene er monteret med dækstørrelsen 225/45 R 17.

Recaro sportssæder, board computer og fartpilot er standardudstyr på denne Zafira OPC - foruden aircondition og tågeforlygter. Bilen fås i fire farver: Starsilver, Black Sapphira, Arden Blue og Magma Red.
SE MERE PÅ SPORTSCARTESTING.COM
På sportscartesting.com kan du se flere billeder, læse om andre vilde sportsvogne og få andet guf med højt oktantal.