12. august 2003 - Maserati

Ny Quattroporte
Maserati slår dørene op for ny luksussedan til september

Quattroporte; den italienske luksussedan får premiere til september.
Af Jeppe Lykke Hansen
Maserati har afsløret de første officielle billeder af den længe ventede luksussedan, Quattroporte, der bliver det italienske prestigemærkes flagskib.

Navnet Quattroporte hentyder ikke til firehjulstræk, som man umiddelbart kunne forledes til at tro, men simpelthen til at modellen har fire døre; Quattro porte.

Lange rødder
Den nye model har rødder helt tilbage til 1963, hvor Maserati kom med sit første bud på en højtydende firedørs Quattroporte-model.

Det verdensberømte designerfirma Pininfarina står bag de smækre linjer, der omkredser den kraftige 400 hestes V8-motor samt den rummelige luksuskabine. Maserati lover, at det bliver muligt at tilpasse kabinen til alle tænkelige behov helt ned til den mindste detalje.

Premiere til september
Den nye Quattroporte er 5.052 millimeter lang, 1.895 millimeter bred og 1.438 millimeter høj. Akselafstanden er 3.064 millimeter.

Den får verdenspremiere på den internationale biludstilling i Frankfurt til september.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER