Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

FDM og Bilpriser.dk indgår samarbejdsaftale

Bilpriser.dk leverer vurdering af prisen på over 11.000 brugte biler til FDM's Internet-side

Bilpriser.dk og FDM har indgået en aftale, der vil forhøje brugsværdien af begges Internet-sider betydeligt. Fremover vil FDM's medlemmer på www.fdm.dk kunne lave en vurdering af brugtprisen på enhver bil, som er solgt på det danske marked fra og med 1990. Til gengæld får brugerne af www.bilpriser.dk glæde af en lang række bil-relaterede tekster fra FDM. Teksterne vil løbende blive lagt på Bilpriser.dk's redaktionelle område, hvor der findes nyheder, totaløkonomiske analyser samt tips og gode råd.

Hos Bilpriser.dk glæder direktør Peter Grøftehauge sig over den nye samarbejdsaftale, som han mener vil være af stor gavn for begge parter.

"Vi ser samarbejdet med landets absolut største forbrugerorganisation som en blåstempling af det store forbrugeroplysningsmæssige arbejde, vi laver på Bilpriser.dk," siger han og tilføjer:

"Internet handler om at skabe noget af værdi for forbrugeren, og kan vi i samarbejde med FDM hjælpe forbrugeren til at træffe nogle økonomisk klogere valg, har vi opfyldt vores succeskriterium."

Hos FDM i Kongens Lyngby er der også tilfredshed med det nye samarbejde.

"Vi ville gerne have en vurdering af brugtvognspriser på www.fdm.dk udfra et ønske om at yde den bedst mulige service for vores medlemmer på vores Internet-side," forklarer Kathrine Hegelund, der er redaktør på FDM's Internet-side.

FDM valgte Bilpriser.dk's vurdering, da den efter deres vurdering er det mest pålidelige værktøj til vurdering af prisen på brugte biler.

"Vi mener, at vurderingen er et interessant tilbud til vores medlemmer, der må betegnes som en gruppe meget bevidste forbrugere", slutter Kathrine Hegelund.

FDM har over 215.000 medlemmer, der har fuld adgang til FDM's Internet-side, hvor de fremover vil kunne lave en Bilpriser.dk-vurdering af prisen på en brugt bil, hvad enten de overvejer at købe eller sælge.

Bilpriser.dk besøges månedligt af mere end 100.000 brugere, der kommer for at lave en vurdering eller for at besøge Bilpriser.dk's redaktionelle område med nyheder, guider og analyser. Bilpriser.dk's vurderinger er baseret på det professionelle vurderingssystem Autocom Prisberegning, der anvendes af over 1.000 danske automobilforhandlere.

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.