Fine karakterer til C3
Den nye C3 har opnået 4 stjerner efter den nye og skærpede EuroNCAP-protokol.
Citroën
Komfort og sikkerhed
Den nye Citroën C3 kvalificerer sig til et 5-stjernet resultat i 3 ud af 4 kategorier, nemlig beskyttelse af passagerer, både voksne og børn samt beskyttelse af fodgængere. I kategorien sikkerhedsudstyr kvalificerer den sig til 4 stjerner.
Citroën har besluttet at markedsføre bilen, som er baseret på en gennemtestet platform og har forstærket karrosseristruktur, med ESP som standard eller tilvalgsmulighed, afhængigt af land, for at sikre en god indstigningspris. På det danske marked, hvor ESP belønnes med en lavere afgift, bliver ESP standard.
Sikre køreegenskaber
Den nye C3 er udviklet til høj aktiv sikkerhed med entydige køreegenskaber og høj komfort. Den er opbygget med uafhængigt hjulophæng foran af typen Mac-Pherson og bag med en ny deformerbar travers, hvilket bidrager til en god føling med vejen. Karrosseribevægelserne er omhyggeligt dæmpet, så køreegenskaberne forbliver præcise og entydige også i vanskelige situationer. For at fremme den aktive sikkerhed har den nye C3 som standard ventilerede bremseskiver for, ABS og elektronisk bremsekraftfordeling samt bremseassistent.
Forstærket karrosseristruktur
I udviklingen af bilen er der ud over den aktive sikkerhed lagt stor vægt på den passive sikkerhed. Karrosseristrukturen er udviklet for i tilfælde af en kollision at stabilisere kabinen maksimalt og modvirke indtrængen af komponenter i kabinen og deformering af overlevelsesrummet, samt fremme den forud programmerede sammenpresning af deformationszonerne uden for kabinen.
Forstærket front og forstærkede døre
Som eksempler på opbygningen kan nævnes fronten, dørene og bagenden af bilen. Fronten på den nye C3 er konstrueret med en øvre vange i højstyrkestål og særligere buffere. Sammen med en række yderligere forstærkninger bidrager denne konstruktion til at stabilisere hele forvognen i tilfælde af en kollision, så der absorberes mest mulig energi under sammenpresningen af de forudprogrammerede deformationszoner. Fordørene er ligeledes forstærket for at øge stivheden i hele konstruktionen. Hvad bagenden af bilen angår, er den ligeledes forstærket med en særlig travers og buffere i stål.
Passiv sikkerhed
Hertil kommer en lang række former for udstyr for yderligere at øge den passive sikkerhed, såsom airbags, ratstamme der trækker sig sammen ved kollision, trepunkts rulleseler ved alle fem pladser, hvor der er selekraftbegrænser ved pladserne foran og de to yderpladser bag.
Yderpladserne bag er udstyret med Isofix-beslag for montering af barnestole. Endelig er sæderne, både for og bag, konstrueret, så de modvirker, at man glider frem under selen.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.