11. maj 2000 - Mazda

Ny Mazda MPV autocamper
Mazdas nye luksus MPV kan nu også leveres som autocamper med soveplads til 2 personer og monteret med køkkensektion indeholdende vask og gasblus. Udover at være autocamper er den fortsat en normal MPV med plads til 6 personer og plads til feriebagagen.

Mazdas bud på den ideelle transportløsning både til hverdag og fritid.
Mazda MPV's udstyrsniveau omfatter blandt andet aircondition og alt i el-betjent udstyr som standard. Desuden er der skydedøre i begge sider, som giver adgang til kabinen. Skydedørene er også en fordel på tætpakkede parkeringspladser og andre steder, hvor pladsen omkring bilen er trang. Dørene vil altid kunne åbnes helt og uden fare for at støde ind i biler, bygninger eller andet.

Foran har fører og forsædepassager multijusterbare flystole med armlæn, el-spejle med varme, el-ruder, varme i sæderne, aflægningspladser, pollenfilter, centrallås med dobbeltlås med videre. Yderligere kan man regulere temperaturen og lufttilførslen bagtil ved et selvstændigt kontrolpanel til luftdyser placeret ved 2./3. stolerække. Alle bagsæderne kan skydes frem og tilbage for regulering af benpladsen, ligesom sæderne kan foldes fremover og benyttes som bordplade.

2.0 motor er standard
Mazda MPV autocamper leveres med en 2,0 DOHC 16V benzinmotor med 122 HK, som yder et moment på 175 Nm allerede fra 3800 omdrejninger. Topfarten er 180 km/t og accelerationen 14,2 sek. fra 0-100 km/t. Med andre ord en motor med kraft til at bringe bil og passagerer sikkert frem uanset lastens størrelse.

Luksus autocamper

Som autocamper med 6 sæder og køkkenfaciliteter samt mulighed for sove-pladser til 2 personer koster vognen kr. 299.990. Mazda MPV kan også leveres med 7 sæder til kr. 340.000 eller som varevogn på gule plader til kr. 149.990 excl. moms.