30. november 2006 - Saab

Virgin i bio-saab
Sir Richard Branson giver grønt lys til Saab BioPower.

Sir Richard Branson giver grønt lys til Saab BioPower.
Saab
En af de kendteste forretningsmænd i Storbritannien, Sir Richard Branson, satser nu på biobrændstof. Han har netop fået nøglen til sin egen Saab 9-5 BioPower, men i fremtiden kan også Bransons Virginfly komme til at flyve på bioethanol.

Hans overtagelse af Saab'en, der kører på bioethanol E85 - fremstillet af planteprodukter som korn - understreger Virginchefens modvilje mod den globale opvarmning.

Han sagde bl.a. ved overtagelsen: "Jeg er sikker på, at biobrændstof er vejen frem, både for bil- og for fly-industrien - og det er en filosofi, som vi deler med Saab. Nu skal vi have flere med på ideen. Og det er på tide, at en flexbrændstofbil som Saab 9-5 skal give fordele ligesom andre grønne biler - f.eks. med fritagelse for afgifterne i London."

Sir Richard Branson fortsatte: "Nu fremstilles bioethanol af en hel masse landbrugsprodukter, men i fremtiden kommer vi til at se produktion på basis af celluloseholdige affaldsprodukter, f.eks. træflis - og det giver virkelig adgang til et grønt brændstof."

Tidligere på året oplyste Virgin Gruppen, at alt overskud de næste 10 år fra selskabets transportfirmaer samt firmaerne Virgin Atlantic og Virgin Trains i Storbritannien skal anvendes til investering i miljørigtig energi. Det ventes at omfatte et beløb på 17,6 milliarder kroner over de 10 år. Virgin Fuels spiller en central rolle i udviklingen og producerer allerede bioethanol. Firmaet forsker også i alternative brændstoffer - bl.a. bioethanol til fly.