11. april 2007 - Chevrolet

Chevy på diesel
Fem Chevrolet'er klar med helt nye dieselmotorer

Ingen V8-dunder her. Chevrolet satser på diesel.

Chevrolet
Fra midten af maj måned tilbyder Chevrolet Danmark ikke mindre end fem modeller med helt nye common rail dieselmotorer.

Der præsenteres to nye motorer – en 2,0 TCDi med 121 hk og en 2,0 VCDi med 150 hk. Begge har partikelfilter som standard. 2,0 VCDi med 150 hk kan fås i SUV'en Captiva, som kom på markedet sidste efterår. Og nu altså også i Epica med priser startende fra kr. 284.995.

Herudover lanceres Lacetti, Nubira 4-dørs samt Nubira stationcar med samme 2.0 liters motor, dog som TCDi. Det vil sige, at motoren her yder 121 hk i stedet for 150 hk, hvilket skyldes brug af en anden turbolader samt ændret motorstyring. Men selvom motorkraften er mindre, er der ikke tale om langsomme biler; 0-100 klares på 9,8 sekunder og topfarten er 186 km/t. Brændstofforbruget er 17,5 km pr. liter i en Lacetti, så med en tank på 60 liter kan der køres over 1.000 km på én tank. Alle modellerne har et meget højt udstyrsniveau som standard.

For at markere lanceringen af de nye diesel motorer, har Chevrolet Danmark valgt at tilbyde tre års kaskoforsikring inkluderet i prisen på tre af modellerne i de første to måneder efter introduktionen, der forventes at blive i midten af maj måned.