11. maj 2007 - Volvo

Husk selen, mor
Sikkerhed for den vordende mor og hendes ufødte barn

Selen placering på maven kan gøre forskellen mellem liv og død.

Volvo
Hvis en gravid kvinde anvender sikkerhedsselen korrekt, mindskes risikoen for hendes foster betragteligt. Denne viden stammer fra Volvo Cars' forskning i bilsikkerhed for ufødte børn og deres mødre. Faktisk har Volvo Cars udviklet en virtuel crashtest-dukke, så man kan simulere frontal-kollisioner med gravide i bilen.

Ufødte børns sikkerhed i biler er et område, der ikke er specielt veldokumenteret, eftersom fosterskader og –død som regel ikke fremgår af statistikkerne. Hvis et ufødt barn skal klare sig uskadt gennem en bilkollision er det vigtigt, at den gravide kvinde tænker over sikkerheden. Det første, man skal gøre, er altid at anvende en sikkerhedssele, og det gør ikke alle gravide kvinder.

Virtuel gravid crash test dukke
Volvo Cars er med til at skabe større opmærksomhed omkring sikkerhed for gravide bilister og viden om, hvordan de bedst beskytter deres ufødte børn. En nyskabelse på området er en virtuel, gravid crashtest-dukke. Modellen kan anvendes til at lave computersimulationer af, hvordan en gravid kvinde bevæger sig under en kollision, og hvordan fostret inde i hende bevæger sig. Dukkens størrelse svarer til en kvinde af gennemsnitlig størrelse i slutningen af graviditeten, cirka uge 36.

Den virtuelle crash test dukke anvendes til at simulere frontale kollisioner.

"Computermodellen gør det muligt at foretage detaljerede studier af, hvordan den kørende bevæger sig, og hvordan sikkerhedsselen og airbag'en indvirker på kvinden og fostret," siger Lotta Jakobsson, barnesikkerhedsekspert hos Volvo Cars.