16. januar 2008 - Land Rover

Øko-Land Rover
Land Rover hopper på den grønne bølge med LRX

Land Rover LRX
Bilpriser.dk
Ford-ejede Land Rover i England har præsenteret konceptbilen LRX,  der er en slags øko-firehjulstrækker af hybridtypen. Den er udstyret med en 2-liters biodiesel-motor samt en el-motor til drift af baghjulene ved lave hastigheder. Det skulle være i stand til at reducere brændstofforbruget med 30 procent i forhold til andre SUV'er af samme størrelse.  Modellen, der er designet af den tidligere chefdesigner Geof Upex og den ny, Gerry McGovern, er 33 cm lavere end Land Rover Freelander, og den har en smallere front. Et mere glat karosseri og forskellige vægtbesparende elementer som ruder af genbrugs-polykarbonat, der er 40 procent lettere end glas, skal få brændstoføkonomien til at blive bedre. Indeni har den et Volvo-agtigt instrumentpanel og lysebrunt interieur i læder, der er garvet med vegetabilske produkter uden krom. Ruskindet på de kun to døres indersider er lavet af genbrugs-plastflasker. Når man kører, får man ved hjælp af tre slags lys at vide, hvordan man kører. Sportslig kørsel udløser en rød lampe, økonomisk kørsel en grøn lampe og almindelig, blandet kørsel en blå lampe. Modellen er naturligvis en firehjustrækker med det kendte Terrain Response-system, nu med specielle indstillinger for sne og is, mudder, sand samt øko-kørsel. Rygterne taler om en produktion i 2011. Optimisterne nævner endda 2009.