12. juni 2001 - Ford

Flot for Ford
Ford Mondeo blev topsælger for anden måned i træk

Den nye flotte Mondeo sammenlignes af de fleste anmeldere med den dyrere Volkswagen Passat.
Af Jeppe Lykke Hansen
Motoranmelderne er nærmest ved at træde hinanden ned for at komme til at rose den nye Ford Mondeo.

Og bilkøberne er også begejstrede. Ford Mondeo er for anden måned i træk blevet den bedst sælgende bil i Danmark.

Sidste måned blev der solgt ikke færre end 703 nye Mondeo'er. En stigning på knap otte procent i forhold til måneden før, hvor der røg 652 styks "over disken".

Der kører i dag 35.000 Ford Mondeo'er rundt på de danske veje, men langt de fleste er naturligvis de tidligere modeller, som ikke havde den nye Mondeos standard.

Stavad-effekt
En del af forklaringen på det gode salg ligger i sidste års omlægning af firmabilsbeskatning.

Den gjorde, at eksempelvis en Jaguar pludseligt blev væsentligt dyrere som firmabil end tidligere, hvor den af skattetekniske årsager stort set kostede det samme som en Mondeo.

"Vi ser mange kunder komme fra dyrere biler. Efter omlægningen af firmabilsbeskatningen vælger disse kunder nu ofte en topudstyret Mondeo med kraftigere motor, men slipper alligevel op til 200.000 kroner billigere, end hvis de havde skiftet deres gamle bil ud med en tilsvarende ny," fortæller salgschef Klaus Oest fra Ford.

Ford Mondeo fås til priser fra 241.999 kroner og op.