28. juni 2001 - Mercedes-Benz

Stor plads i lille bil
Mercedes har høje forventninger til 7-sæders mini-MPV

Mercedes Vaneo får plads til hele syv siddepladser på kun 4,2 meter.
Af Jeppe Lykke Hansen
Den kommende mini-MPV (Multi Purpose Vehicle) Vaneo fra Mercedes er en reaktion på det hastigt voksende marked for denne type biler.

I Europa forventes salget af MPV'er at stige støt i en kurve fra 250.000 biler solgt i 1998 til 960.000 solgt i 2004.

Alene på det tyske marked, hvor mini-MPV'er er særligt populære, forventes et salg på over 200.000 biler i 2004.

Lille bil - masser af plads
Trods en udvendig længde på kun 4,2 meter, har Vaneo overraskende meget plads indvendig.

Mercedes har fået plads til hele fem voksen- samt to børnesæder, og bagagerummet kan udvides til at rumme hele 3.000 liter, hvilket ikke matches af andre biler i segmentet.

Varieret udbud
Mini-MPV'en vil kunne fås med forskellige benzin- og dieselmotorer og i tre forskellige udstyrslinjer, Trend, Family og Ambiente.

Mercedes Vaneo får officiel premiere på det internationale motorshow i Frankfurt til september.