20. august 2001 - Renault

Trafic med markante linjer
Originalt udseende ny varevogn fra Renault

Renault har virkeligt tænkt deres seneste kassevogn igennem.
Af Jeppe Lykke Hansen
Den nye Renault Trafic, der kommer ud på det danske marked i begyndelsen af næste måned, kendetegnes af et markant udseende og et originalt design.

I første omgang kommer bilen kun som kassevogn, men i november følger Trafic som minibus og på et senere tidspunkt lukkes modelrækken af med en forhøjet kassevogn.

Gennemtænkt bil
Ud over det markante udseende præges den nye Renault Trafic af gennemtænkte detaljer som ekstra bred skydedørsåbning, lav læssehøjde og lodrette vognsider, der giver et mere regulært lastrum.

Den nye Trafic kan leveres med akselafstand på enten 3.098 eller 3.498 millimeter samt en lasteevne på 1,2 ton.

Den korte version af kassevognen har en lastlængde på 2,41 meter samt en indvendig højde på 1,38 meter, hvilket giver en lastvolumen på 5 kubikmeter. Den lange udgave har en volumen på 5,9 meter og 40 centimeter mere i lastelængden.

Nye motorer
Trafic vil i første omgang kunne fås med en af tre nye motorer: En 120 hestekræfters 2,0 16V benzinmotor eller af en de to 1,9 liters common rail diesel-motorer med henholdsvis 82 eller 100 hestekræfter.

Dieseltrækkerne kan klare 13,5 kilometer literen, hvor benzinversionen kun klarer 10,3 kilometer literen.