22. januar 2002 - Saab

Blandingsbil fra Saab
Gode chancer for Saabs konceptbil 9-3X

Saab 9-3X spås gode chancer for at komme i en produktionsmodel.
Af Jeppe Lykke Hansen
Saabs seneste konceptbil, Saab 9-3X, spås gode chancer for at komme i serieproduktion af lederen af Saabs designteam Michael Mauer.

"Saab 9-3X-designet og komponenterne er tæt på produktionsstandard, og jeg er sikker på, at vi kunne få plads til en sådan bil indenfor vores nuværende modelprogram," udtaler Michael Mauer i en pressemeddelelse.

Off-roader og sportsvogn
Saab 9-3X kan bedst beskrives som en off-road-coupe, eller et svensk forsøg på at parre en Land Rover med en Porsche.

Selv om det lyder skørt, er ideen måske ikke så tosset endda. Hvis det altså lykkedes at kombinere fordelene ved begge biltyper uden samtidigt at fordoble ulemperne.

Tunge mudderbiler nok
"Hvis du vil have en stor tung mudder-trækker, er der rigeligt med muligheder på markedet, men hvis du ønsker noget distinkt anderledes med en stærk sportslig profil, mener vi, at Saab 9-3X er den eneste rigtige mulighed," forklarer Michael Mauers.

Saab 9-3X har tidligere været omtalt på Bilpriser.dk, da den stadig kun var på tegnebrættet.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER