4. april 2002 - General Motors

GM bider i det sure æble
1,9 millioner biler tilbagekaldes på grund af tændingsfejl

Blandt andet Buick Skylark kan nu komme en tur på værksted på General Motors regning.
Af Jeppe Lykke Hansen
Denne nyhed påvirker ikke det danske bilmarked, da det er amerikanske biler, der er tale om, men det astronomiske antal viser noget om bilfabrikkernes vilje til at erkende og udbedre sine fejl.

1,9 millioner biler
General Motors har netop tilbagekaldt 1.900.000 biler fra perioden '95 til '97 på grund af en fejl i tændingssystemet, der teoretisk kan udgøre brandrisiko, men foreløbigt kun teoretisk.

Indtil videre har skaderne kun beløbet sig til smeltet plastik og kortsluttet elektronik.

Der har ikke været et eneste anmeldt tilfælde af brand i denne forbindelse. Så enten ved General Motors mere, end de vil ud med, eller også er de bare meget, meget forsigtige, men selvfølgelig kan et anerkendt bilfirma ikke have en brandrisiko hængende på sig.

Tændingssbrand
Problemet opstår, hvis bilerne har startvanskeligheder, og nøglen holdes i start-position i længere tid.

Den varme, der så udvikles, har i visse tilfælde smeltet dele af tændingssystemet og forårsaget en kortslutning.

Dette er sågar sket for biler, hvor nøglen har været fjernet og bilen parkeret.

Amerikanske modeller
Tilbagekaldelsen berører bilerne Chevrolet Cavalier og Pontiac Sunfire i årgangene '95 til '97 samt Buick Skylark, Pontiac Grand Am og Oldsmobile Achieva i årgangene '96 og '97.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER