30. april 2002 - Volkswagen

Beetle Cabrio udskudt
Topløs New Beetle kommer formentlig først i 2003

Fotomanipulation over den kommende New Beetle Cabrio.
Af Jeppe Lykke Hansen
Der er stadig stor usikkerhed omkring lanceringstidspunktet for den længe ventede VW New Beetle Cabrio, da Volkswagens udmeldinger har været meget svingende.

Ifølge det tyske Auto, motor und sport bliver det ikke i år, at forhandlerne får mulighed for at tilbyde en af de mest oplagte bilmodeller nogensinde.

Ingen kommentarer
En planlagt efterårslancering skulle nu være udskudt af årsager, som Volkswagens repræsentanter nægter at kommenterer.

Og da den forventes lanceret i Tyskland, før den lanceres i Danmark, betyder dette, at vi allertidligst kommer til at se New Beetle Cabrio på danske plader fra næste forår.

Lucky US
New Beetle Cabrio skulle dog kunne være klar til den planmæssige lancering i USA til efteråret.

Ifølge oplysninger, der tidligere er undsluppet fra Volkswagen, skulle den nye cabriolet meget imod tidens tendenser blive udstyret med et gammeldags foldetag af stof og ikke som eksempelvis Peugeot 206 CC et lidt mere skandinav-venligt cabriolet-tag i metal.

Prisboble
Den nye boble som cabriolet vil komme til at koste så meget på danske plader, at den vil blive en langt mere sjælden gæst i gadebilledet herhjemme end modellen med fast tag.

Et forsigtigt bud på en dansk pris på en New Beetle Cabrio vil ligge et sted i nabolaget af 450.000 til 500.000 kroner.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER