17. maj 2002 - Seat

Ny Ibiza
Seats nye Ibiza får danmarkspremiere den 25. maj

Den nye Ibiza har arvet designelementer fra konceptbilerne Tango og Salsa.
Af Jeppe Lykke Hansen
Den nye sportslige Ibiza-model kommer ud til de danske Seat-forhandlere den 25 maj.

Priserne begynder ved knap 150.000 kroner, og Ibiza'en markedsføres i Danmark med motorer fra 64 til 130 hestekræfter.

Øget komfortrum
Den nye Ibiza er vokset med 7,7 centimeter i længden, 5,8 centimeter i bredden og 1,9 centimeter i højden i forhold til forgængeren.

Dette har blandt andet resulteret i en mere rummelig kabine, hvor det såkaldte komfortmål fra pedalerne til bagsæderyglænet er vokset med 5,6 centimeter. Derudover er bagagerummet vokset med 17 liter til nu 267 liter i alt.

Fast dynamik
Spansk temperament skal en Seat have, og dynamiske køreegenskaber har været et af nøgleordene for udviklingsteamet.

Dynamikken understøttes af en meget fast afstemt affjedring, kort gearskifte og brede lavprofildæk på alle modeller.

Fire motorer
Seat Ibiza fås i Danmark med fire forskellige motorer: to benzin og to diesel.

Benzinmotorerne er 1,2 og 1,4 liters med henholdsvis 64 og 75 hestekræfter.

Sportslig diesel
TDI'erne er begge 1,9 liters med pumpe-dyse-indsprøjtning og henholdsvis 100 og 130 hestekræfter.

Ibiza TDI med 130 hk er topmodellen med en sekstrins gearkasse som standard og et maksimalt drejningsmoment på 310 newtonmeter ved bare 1.900 omdrejninger i minuttet.

Modelprogram og priser
Seat Ibiza 1,2 64 hestekræfter, 149.993 kroner
Seat Ibiza 1,4 75 hestekræfter, 157.992 kroner
Seat Ibiza 1,4 aut. 75 hestekræfter, 175.999 kroner
Seat Ibiza 1,9 TDI 100 hestekræfter, 199.992 kroner
Seat Ibiza 1,9 TDI Sport 130 hestekræfter, 244.997 kroner

Merpris for en femdørs model er 7.000 kroner.




BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER