27. maj 2002 - Alfa Romeo

Alfa Spider udsat
Fiat-koncernens dårlige økonomi rammer også Alfa Romeo

Næste generation Spider, der skulle bane vejen tilbage til det amerikanske marked, bliver formentlig nu udsat.
Af Jeppe Lykke Hansen
Den kriseramte Fiat-koncerns dårlige økonomi rammer også Alfa Romeo, der muligvis nu må sætte en lang række lovende projekter på standby.

Kilder med insideviden har lækket til amerikanske Autoweek, at den næste Spider-generation, der var planlagt til lancering i 2004, skulle være i fare.

Kassen er tom
Dette skyldes, at der simpelthen ikke er penge i kassen til at udvikle en undervogn, som Alfa Romeo vil kunne stå inden for, samt at der mangler midler til at tilpasse produktionsfaciliteterne til den nye model.

Konsekvenserne af dette vil også nå Skandinavien, hvor den nye Spiders platform skulle i anvendes i den kommende Saab 9-3X-model.

Farvel Brera
En anden konsekvens skulle ifølge Autoweek blive, at Alfa Romeo Brera-konceptet rykker meget langt ned på prioritetslisten.

Den vilde Brera blev ellers imødeset med længsel efter tidligere forlydende om, at Fiat med Brera ville bygge en "Maserati i Alfa-klæder," men den kommer vi altså til at vente længe på.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER