16. juli 2002 - BMW

Stop for søvnige bilister
BMW tester teknik der skal forhindre bilister i at falde i søvn

Mikro-søvn er en alvorlig dræber i trafikken.
Af Jeppe Lykke Hansen
24 procent af alle fatale motorvejsulykker skyldes bilister, der falder i søvn bag rattet. Det viser en tysk undersøgelse over dødsfald i den tyske motorvejstrafik.

Der skal ikke mere end et hurtigt nik af den slags, som de fleste af os kender fra fredag aften foran fjernsynet, før det kan gå grueligt galt med 110 kilometer i timen.

Den såkaldte mikro-søvn er ifølge undersøgelsen en af trafikkens værste dræbere.

Advarsel
Det faktum har nu fået BMW til at eksperimentere med en ny teknologi, som advarer chaufføren om at tage en pause, inden det er for sent.

Teknologien består af et kamera, som følger chaufførens øjne og analyserer bevægelserne i en indbygget computer.

Afslørende blink
I teorien er der fire stadier før mikro-søvnen indfinder sig. På første stadie er du fuldt vågen, på andet er du mindre opmærksom, på tredje er du træt og på fjerde decideret døsig og i alvorlig fare for at nikke med hovedet.

En relativt vågen person blinker sjældent, men til gengæld meget hurtigt, hvilket gradvist går over i flere og flere langsomme blink, der til sidst bliver til mikro-søvn.

Som systemet indtil videre fungerer viser tre gule og en rød diode chafførens aktuelle opmærksomhedsstadie, og dermed hvor akut behovet for en pause er.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER