18. juli 2002 - Honda

Grønt lys for grøn Civic
Honda Civic Hybrid kommer til Europa i 2003

Englænderne bliver de første europæere, der får mulighed for at supplere benzindriften med el-drift med den nye Honda Civic Hybrid.
Af Jeppe Lykke Hansen
Honda udsender nu en Civic som såkaldt hybrid-bil på det engelske marked.

Civic'en bliver udrustet med et dobbelt motorsystem, der kan drives af el såvel som af benzin.

Europa-debut
Den miljøvenlige Honda får sin europæiske debut i England sidst i foråret 2003 og herefter forventes den at sprede sig til andre europæiske lande.

Hybrid-modellen forventes dog ikke til Danmark, hvor den med afgifter ville blive alt for dyr.

Kræfter som en 1,6'er
Honda angiver, at hybrid-bilen har kræfter svarende til en 1,6 liters benzinbil med et godt drejningsmoment, men det er nok ikke hovedargumentet for at investere i en halv elbil.

Det er benzin-økonomien, der tæller og her angives, at Hybriden klarer 25,5 kilometer literen.

Tophastigheden er 160 kilometer i timen, og bilen smutter fra 0 til 100 på 13 sekunder.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER