22. juli 2002 - Toyota

Toyota i fremgang
Salgsfremgang for Toyota Danmark i første halvår

Toyota Corolla har sin andel i Toyotas salgsfremgang på det europæiske marked.
Af Jeppe Lykke Hansen
Toyota scorer yderligere markedsandele på det danske marked. Med et samlet salg på 8.640 biler i første halvår har Toyota tegnet sig for den største relative fremgang blandt bilmærkerne i Danmark.

Med en markedsandel på 11,3 procent har Toyota forøget sin andel af det samlede danske bilsalg med næsten 30 procent målt i forhold til samme periode sidste år. Det er især modellerne Corolla og Avensis, der har trukket fremgangen i land for det japanske bilmærke.

Peugeot er størst
Toyota er nu kun overgået af Peugeot, som kom ud af første halvår med en markedsandel på 14,3 procent.

På europæisk plan rykker Toyota også frem på brættet. På det samlede europæiske marked har Toyota haft en fremgang i salget på 15 procent sammenholdt med samme periode sidste år. Det bringer den samlede markedsandel op på 4,5 procent mod 3,7 procent i 2001.

Euro-mål
Fremgang betyder samtidigt en ny salgsrekord for Toyota i Europa med et salg på 410.841 biler i første halvår.

Mærket er dermed godt på vej mod at opnå sit samlede salgsmål på 740.000 biler i 2002 i Europa.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER