25. november 2002 - sportscartesting.com

60 seconds
Bilen Nicolas Cage ikke kunne få kan nu blive din

Prisen er 80.000 dollars i USA, hos os er det et godt stykke over to millioner kroner.
Af sportscartesting.com
DEN LEGENDARISKE SPORTSVOGNS-bygger Carroll Shelby fylder 80 år. Og for at fejre det, bygger han nu et begrænset antal af Shelby Mustang GT500E. I filmen "60 seconds" (originaltitlen "Gone in 60 sec.") er det bilen Nicolas Cage ikke kunne få. Men det kan du nu.

Bygget på en total-restaureret original Mustang yder denne Eleanor Mustang 325 hestekræfter fra dens V8'er. Blandt andet takket være nitro-systemet. Desuden er der anden affjedring inklusiv større krængningsstabilisatorer og 17 tommer fælge. Og selvfølgelig - al den korrekte bemaling inklusiv de sorte striber og de to ekstralygter foran.

Travl biltyv
I filmen "60 seconds" skal Nicolas Cage stjæle i alt 50 supersportsvogne på 24 timer. Alle sportsvognene får i Cages univers et pigenavn, og den mest efterstræbte af dem alle er denne Eleanor Mustang. Den sværeste at fange, den han ikke kunne få fingre i - eller kunne han? Hvis du ikke har set filmen, så gør det, eller gense den.

Sanderson Sales & Marketing, Plano i Texas er firmaet, der markedsfører denne klassiker.

FAKTA
· Ford GT500E Shelby Mustang
· Replika af Eleanor Mustang fra filmen "60 seconds"
· Komplet restaureret bil
· Ny Carroll Shelby 302 motor, 325 hestekræfter
· Automat gearkasse eller firtrins manuel (original stil)
· Aircon
· Ny 17 tommer Edelbrock fælge og 245/40 ZR 17 dæk
· Eclipse Stereo med CD system
· 2 ½ tomme sidepipes
· Shelby baglygter
· $80.000 / over to millioner kroner
SE MERE PÅ SPORTSCARTESTING.COM
På sportscartesting.com kan du se flere billeder, læse om andre vilde sportsvogne og få andet guf med højt oktantal.