14. oktober 2003 - Pressemeddelelse, Mazda
|
|
|
Mazda 3 blev årets bil 2004.
|
Jannik Olsen, Mazda Motor Danmark Den nye Mazda 3 er blevet kåret til Årets bil i Danmark 2004, endnu inden den er nået ud til de danske Mazda forhandlere.
Bag kåringen står Motorjournalisternes Klub Danmark, der ved kåringen i Silkeborg kunne mønstre 24 jurymedlemmer.
Stærkt felt Jurymedlemmerne havde 3 dage til at teste et usædvanligt stærkt felt bestående af 24 nye bilmodeller på henholdsvis almindelig vej og på Jyllands-Ringen. Afslutningsvis blev fem finalister udvalgt, og hvert jurymedlem havde 25 point at fordele på de fem biler med maks. 10 point til en enkelt bil.
Resultatet blev en overbevisende sejr til Mazda 3, der opnåede 195 point, foran Opel Meriva med 168 point og VW Golf med 100 point.
Plads til prisen Flere af jurymedlemmerne fremhævede efterfølgende Mazda 3 for dens kombination af flot design, køreglæde og et omfattende sikkerhedsudstyr. Gode pladsforhold i kabinen og en fornuftig pris var også blandt argumenterne for at kåre Mazda 3.
Det er i øvrigt ikke første gang, en Mazda bliver kåret til årets bil i Danmark. I 1993 tilfaldt æren Mazda 626.
Mazda 3 har Danmarkspremiere på biludstillingen, Biler for alle, i Herning fra den 23.-26. oktober. Den danske introduktion finder sted i weekenden den 15./16. november.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER
|