29. december 2011 - Motor-magasinet

Bedstemor Ands elbil
Historien om elbiler går over hundrede år tilbage.

Den 29. april 1899 kørte Camille Jenatzy 105,88 km/t i en elbil.
Motor-magasinet

Historien kendes fra Anders And
Hvis vi tror, at elbiler er nyt, må vi tro om, for elbiler var i starten af det forrige århundrede på et tidspunkt mere udbredte end biler med benzinmotorer. En af de største fremstillere af elbiler var firmaet Anderson Electric Car Company, som fremstilede Detroit Electric bilen fra 1907 og helt frem til 1939.

Nogle vil måske huske den fra Anders And bladene, her kørte Bedstemor And altid i en Detroit Electric bil. Dens rækkevidde var overraskende god, for selv på datidens blybatterier kunne en Detroit Electric køre 130 kilometer på en opladning, og i en langdistancetest nåede rækkevidden hele 340,1 kilometer på én opladning.

Hastigheden var dog begrænset, 32 km/t timen gik den, når det gik højest. Fabrikken solgte op imod 2000 biler årligt, dengang det gik bedst.

105,88 km/t i elbil i 1899
Andre eksperimenterede med hastigheden på elbiler, og så tidligt som den 29. april 1899 kørte Camille Jenatzy 105,88 km/t i en elbil, og det var langt hurtigere end nogen bil med forbrændingsmotor havde kørt på det tidspunkt. Indtil energikrisen i 1973 var der ikke mange, der skænkede elbiler mange tanker, men truslen om at olien skulle slippe op, kombineret med et stigende forbrug, fik mange til at tænke alternativt.

Men det er først nu, at de store aktører som GM, Nissan, Mitsubishi og Renault satser helhjertet på elbiler.

Besøg forsikringsoversigten på Bilpriser.dk